Stoiber: Tysklands motor gået i stå

Lyt til artiklen

Det går rigtig skidt med den tyske økonomi. Men netop derfor ligger Edmund Stoiber lunt i svinget. En dugfrisk meningsmåling viser, at 36 procent af tyskerne mener, at den borgerlige kanslerkandidat er den bedste til at løse landets problemer. Kun 15 procent har samme tro på socialdemokraten Gerhard Schröder. I et stort interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung i fredags sagde Stoiber, at Schröders regering er ved at gøre Tyskland »saneringsmoden«. Med dette interview er Stoiber for alvor kommet op af starthullerne i kapløbet om kanslerposten. Set med hans øjne kunne tidspunktet dårligt være bedre. Arbejdsløsheden har passeret de 4 millioner. Et tal der længe har været betragtet som den tærskel, der absolut ikke skulle overskrides. Og foreløbige beregninger viser, at Tyskland i 2001 kun præsterede en økonomisk vækst på 0,6 procent. Hvorved EU's største land blev nummer sjok i euroland. Bild, Tysklands mest læste avis, jamrede i den anledning: »Selv portugiserne klarer sig bedre end os!«. Tyskland nærmer sig EU's bundgrænse Tyskland har ikke alene recession. Forleden løftede EU-kommissionen pegefingeren: Tyskland nærmer sig i betænkelig grad grænsen for, hvor stort et underskud et euroland må have på statsbudgettet. En pinlig situation for Tyskland, for det var tyskerne, der i sin tid krævede en ekstra stram budgetdisciplin. De mente, det var forudsætningen for at kunne skabe den fornødne tillid til euroen. Tyskland var dengang klassens duks. Edmund Stoiber hamrer løs på Schröder. For er det ikke hans undladelsessynder, der har ført nationen ud i dette uføre? Tyskland har hidtil fungeret som den trækkraftige motor i Europas økonomi. Men, siger Edmund Stoiber, nu er denne motor gået i stå. Til skade for bestræbelserne på at samle og udvide EU. Lige så hårdt Stoiber slår, når det drejer sig om økonomien, lige så varsomt træder han, når Frankfurter Allgemeine Zeitung drejer samtalen ind på hans ry for at være ærkekonservativ. Ingen sort fæstning Stoiber er ministerpræsident i Bayern, hvor hovedstaden er München. Men selv om CSU får over halvdelen af stemmerne, er München ikke en »sort fæstning«, pointerer ministerpræsidenten. Hver fjerde indbygger er udlænding, kulturlivet florerer og eksperimenterer, og her stortrives bøsser. Apropos bøsser, så vil Stoiber lige tage livet af en skrøne: Han har ikke noget imod registrerede parforhold (»Lad enhver blive salig i sin tro«), men han vil ikke sidestille dem med familier, når det drejer sig om skat og sociale ydelser. I indvandrerdebatten har flere konservative politikere forsvaret begrebet Leitkultur , altså en 'vejvisende' tysk kultur, der bygger på vestlige værdier og traditioner. Udtrykket blev lanceret som et svar til dem, der hævder, at Tyskland for længst er blevet et indvandrerland og et multikulturelt samfund. Debatten har været hed. Stoiber lister udenom ved at erklære, at han ikke selv har problemer med begrebet Leitkultur , men at det er »problematisk«, at udtrykket kan misforstås. Men alt det må man snakke nærmere om, siger han. Knap var interviewet med den konservative avis trykt, førend socialdemokraterne tog til genmæle. Formanden for SPD's gruppe i Forbundsdagen, Peter Strunk, føler sig sikker på, at Stoiber nok skal komme til at »afsløre sin virkelige natur«, dvs. som en »ekstremt konservativ«. Hvad økonomien angår, så er Peter Strunk lige så fuld af tillid. Han ser »positive« signaler fra USA's økonomi, så vent bare, til september er alting bedre, og så vinder Schröder naturligvis over Stoiber.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her