Kludder i Bonde-hæren

Lyt til artiklen

Med en broget flok af blandt andre kommunister, engelske konservative og Dansk Folkeparti bag sig opnåede den danske EU-parlamentariker Jens Peter Bonde det, han selv betegner som et højdepunkt i sin Europa-politiske karriere. Med 76 stemmer på den danske kandidat i anden runde af valget til formand for Europaparlamentet befandt Jens Peter Bonde sig nemlig i en for ham helt ideel situation. Hans tilhængere kunne bestemme, hvem af de to favoritter - den irske liberale Pat Cox eller det skotske Labour-medlem, David Martin - der i sidste ende skulle løbe af med sejren. Det gik galt Med stor sans for at udnytte situationen indkaldte Jens Peter Bonde de to øvrige kandidater til et møde mellem 2. og 3. valgrunde, hvor de blev afkrævet løfter om reformer af parlamentet til gengæld for Jens Peter Bondes stemmer. Men så var det, at det gik galt. Kaos i Bondes flok Den brogede flok bag den danske formandskandidat kunne nemlig ikke blive enige om, hvad de så skulle gøre. Om de skulle pege på David Martin eller Pat Cox eller slet ikke pege på nogen. Diskussionen blev så ophedet og trak så langt ud, at Jens Peter Bonde slet ikke nåede ned i parlaments-salen og trække sit kandidatur, inden valget gik i gang. Dermed fik han ikke holdt den tale, hvor han skulle holde kandidaterne fast på deres løfter. Hele aktionen endte som lidt af en fuser, hvor Pat Cox vandt med 298 stemmer, mens David Martin fik 237 stemmer. Jens Peter Bonde fik kun 33 stemmer, men alligevel betegner han sit kandidatur som en stor succes. »Vi har absolut opnået det vi ville, og også lidt mere. I anden runde fik jeg 76 stemmer, og det var det dobbelte af, hvad vi havde regnet med. Enhver, der hørte Pat Cox tale efter valget, kunne selv høre, at han har lyttet til kritikken, og jeg tror på, at vi vil få reformer og ordnede forhold for mindretallene i parlamentet«, siger Jens Peter Bonde. Løfte om reformer Flere betegnede det som lidt af en vittighed, da Jens Peter Bonde for et par måneder siden offentliggjorde, at han stillede op som kandidat til formandsposten. Men under og efter valget tirsdag fik han masser af ros og anerkendende ord med på vejen fra både modstandere og tilhængere i parlamentet. »Behændigt og dygtigt, at han har sat sig selv i centrum og er blevet kongemager«, siger Venstres Karin Riis-Jørgensen om Bondes valgkamp. Også de to modkandidater anerkendte indsatsen. »Jens Peter Bonde har afgjort haft en indflydelse på valget og diskussionen op til det. På trods af, at han er EU-modstander har hans valgkamp vist, at han ikke er imod Europaparlamentet, og det er bemærkelsesværdigt, at han fik så mange stemmer«, siger den ene af hans modkandidater, David Martin. Ros fra Cox Vinderen Pat Cox roste også den danske EU-skeptiker. »Jeg vil gerne sige tak til Bonde for det, han har gjort for denne valgkamp, og især når han har givet udtryk for den bekymring, mange i huset har, fordi de føler sig mere marginale, end de har grund til«, siger Pat Cox. Hovedtemaet i valgkampen var at få gjort arbejdet i parlamentet mere åbent, sikre mindretallene bedre betingelser i det politiske arbejde og at gøre arbejdet i parlamentet mere effektivt. Desuden er der langt ind i de store, dominerende partier utilfredshed med, at menige medlemmer har svært ved at komme til orde. Derfor har et af Jens Peter Bondes hovedtemaer været, at alle medlemmer af parlamentet skulle have ret til mindst tre gange årligt at gå på talerstolen, hvor taletiden i dag fordeles af ledelsen i de enkelte politiske grupper. Både Pat Cox og David Martin lovede i deres valgkamp, at det er problemer, de vil tage op.« »Der er et stort flertal for reformer, og vi skal straks starte med samtaler mellem de politiske grupper for at arbejde videre med en reform af forretningsordenen«, siger Pat Cox. Et andet vigtigt punkt for den nyvalgte formand bliver at gøre parlamentet mere synligt for den europæiske befolkning. Mange medlemmer af parlamentet mener, at dets rygte for blot at være en snakkeklub uden reel indflydelse, er forkert, og det image vil Pat Cox have pudset af.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her