Undersøgere i den amerikanske kongres afhørte onsdag en fyret partner fra revisionsfirmaet Andersen om selskabets forbindelser til det fallerede amerikanske energiselskab Enron. Undersøgerne sagde samtidig, at en intern angiver allerede sidste sommer havde advaret revisionsselskabet om problemerne i Enron. Den fyrede Andersen-revisor, David B. Duncan, og hans advokater holdt et fire og en halv timer langt møde med otte embedsmænd tilknyttet energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus, sagde kilder i kongressen. »Han samarbejdede fuldt ud med os. Han besvarede alle vores spørgsmål og gav os værdifulde ledetråde, som vi nu efterforsker«, sagde en talsmand for det demokratiske flertal i udvalget, Ken Johnson. Duncan, der var en ellers højt placeret revisor, blev tirsdag fyret fra det anerkendte internationale firma Arthur Andersen, fordi han har angiveligt har destrueret tusindvis af dokumenter og emails, som kan kaste lys over den hidtil største konkurssag i USA's historie. Mange spørgsmål Kollapset af Enron har udløst hele seks forskellige undersøgelser i Repræsentanternes Hus, og i justitsministeriet, arbejdsministeriet samt børstilsynet SEC, graver man også i sagen. Blandt de mange centrale spørgsmål, der skal besvares, er: Hvordan kan USA's syvendestørste virksomhed, med værdier for ca. 500 mia. kr. gå ned fra den ene dag til den anden ? Har Bush-administrationen prøvet at holde hånden over Enron, fordi selskabet har ydet solid kampagnestøtte til en stribe republikanske politikere ? Og fik Enron noget igen for sine penge ? Sagen er allerede døbt Enrongate med slet skjult henvisning til Watergate-sagen, som i sin tid fældede præsident Nixon. Så der er potentielt meget på spil for Bush-administrationen. Sagen udvikler sig fra dag til dag. Tirsdag kom det frem, at en vicefinansdirektør i Enron allerede i august sidste år sendte et brev til den administrerende direktør Kenneth Lay. »Jeg er utrolig nervøs for, at vi (Enron, red.) falder sammen i kølvandet på regnskabsskandaler«, hed det i brevet, som tegner til at blive et helt centralt dokument i sagen. Aktien styrtdykkede Det er blandt andet den del af skandalen, som den fyrede Arthur Andersen- revisor kan kaste lys over. Inden Duncan blev fyret havde han overbragt seks kasser med personlige dokumenter til udvalget. Handlen i Enrons aktier blev suspenderet på New Yorks børs i tirsdag, og der er taget skridt til helt at afnotere selskabets aktier. Engang var aktien 84 dollar værd, i tirsdags kostede den bare en dollar. Kursfaldet har blandt andet kostet Enrons ansatte op mod 8 mia. kr. Mange havde nemlig sat deres pensionsopsparing i firmaets egne aktier. Som et tegn på, hvor omfattende ENron-sagen er, krævede en demokratisk politiker onsdag, at justitsministeriets leder af ENron-undersøgelsen skulle trække sig, fordi han angiveligt skulle have forbindelser til et advokatforma, der har udført opgaver for Enron. I forvejen har justitsminister John Ascroft trukket sig fra undersøgelsen, fordi han engang modtog kampagnestøtte fra Enron.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























