USA bygger baser nær Afghanistan

Lyt til artiklen

Selv om krigen i Afghanistan synes at nærme sig sin afslutning, så er USA i gang med at forberede en militær tilstedeværelse i regionen, der kan komme til at vare i år. USA og dets allierede er begyndt at bygge en luftbase i Kirgisistan, som den øverstbefalende for de amerikanske styrker, Tommy Franks, kalder et transportcentrum, der kan rumme op til 3.000 soldater og være udgangspunkt for både jager- og transportfly. Langsigtede interesser Ingeniørtropper er i fuld gang med at forbedre landingsbaner, kommunikationsmidler og militære forlægninger i Usbekistan og Pakistan, hvor der er stationeret amerikanske soldater. Det er et tegn på USAs langsigtede interesse i regionen og ønske om at kunne sende tropper dertil med kort varsel. »Vi er ikke færdige«, siger kontradmiral Craig R. Quigley, der er talsmand for den centrale kommandocentral i Tampa i Florida. »Der er en stor værdi i at fortsætte med at bygge lufthavne forskellige steder rundt om Afghanistan, som med tiden kan anvendes til mange funktioner, fra kampfly over evakueringer, fra sårede til nødhjælp«. Materiel og tropper til området Det amerikanske forsvarsministerium har også givet general Franks lov til at stationere to hangarskibe og tusindvis af marinesoldater på skibe i den nordlige del af Det Arabiske Hav ind i marts. De fire værn i det amerikanske forsvar har også udarbejdet planer om, hvorledes soldater skal udskiftes med tre eller seks måneders mellemrum. Teknisk udvikling Det er den amerikanske plan, at tilstedeværelsen af amerikanske tropper også skal hjælpe med til teknisk udvikling og militærtræning i området. »Deres funktion kan blive mere politisk end egentlig militær«, siger viceforsvarsminister Paul D. Wolfowitz til New York Times. »Det vil være et budskab til betydningsfulde lande som Usbekistan om, at vi vil og kan komme tilbage, og at vi ikke vil glemme dem«. En kolbøtte Den amerikanske regerings villighed til at understrege sin tilstedeværelse i Centralasien er noget af en kolbøtte for præsident George W. Bush, der under præsidentvalgkampen kritiserede præsident Bill Clinton for at sende for mange soldater oversøisk. Der er næppe noget bedre symbol på den amerikanske beslutsomhed end ankomsten af den 101. luftbårne division i Kandahar i Afghanistan for kort tid siden siden. Det er soldater, der i modsætning fra soldater i marinekorpset anvendes til at holde områder i længere tid. Bygger teltby Divisionen er i fuld gang med at opbygge en teltby med de faciliteter, der hører til. Det ligner udviklingen i Kosova og Bosnien, hvor USA har henholdsvis 5.400 og 3.100 soldater på permanent basis. Der er også megen interesse om Manas internationale lufthavn uden for Bishek, Kirgisistans hovedstad. Ingen begrænsninger i regionen Omkring 200 amerikanske, britiske og franske soldater er i gang med at opbygge en teltby, der kan rumme 3.000 soldater. Teltene har gulve og er opvarmede. Det var oprindeligt meningen, at lufthavnen skulle være base for blandt andet danske jagerfly. Men det ser ud til, at lufthavnen hovedsageligt vil blive anvendt til transportfly. I modsætning til aftalerne med andre regeringer i regionen, er der ingen begrænsninger på, hvilke type fly der kan bruge Manas.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her