Snarligt vagtskifte i Kinas øverste ledelse

Lyt til artiklen

Kina får snart en forholdsvis ung og reformvenlig ledelse med den kompetente administrator Hu Jintao i spidsen. Udskiftningen indledes i år, og det står allerede klart, hvem der skal overtage ledelsen af verdens folkerigeste nation, siger flere kilder i Beijing. Nuværende vicepræsident, Hu Jintao, tager allerede til efteråret over efter Jiang Zemin som generalsekretær i det styrende kommunistparti. Til næste år bliver han også udpeget til landets præsident. Vagtskiftet har været ventet længe, men nu er det tilsyneladende endeligt bekræftet. Lav profil Den 59-årige Hu Jintao har altid holdt lav profil og været noget en gåde for de politiske iagttagere. Men hans arbejde gennem de seneste år viser, at han er åben over for økonomiske reformer og måske endda også politiske reformer. Hans vigtigste job lige nu er at være chef for partihøjskolen. Der har han udvidet skoleskemaet ganske væsentligt. Eleverne, som er partifolk på vej opad i karrieren, studerer stadig marxisme-leninisme, men de trænes endnu mere i moderne virksomhedsøkonomi og vestligt management. Åbenhed og demokrati Hu Jintao tillader også diskussioner på partihøjskolen om, hvordan partiet kan blive mere åbent og demokratisk. Men han undgår omhyggeligt at blive bundet op på holdninger, der er alt for konkrete. Han spiller den svære rolle som efterfølger med udtalt diplomatisk sans. Han er søn af en tehandler fra Shanghai og var en ledende skikkelse i det kommunistiske ungdomsforbund, indtil han blev udnævnt til stadig tungere poster. Det var eksempelvis en fjer i hatten for ham, at han fik overdraget ansvaret for Tibet i en følsom periode. Uudgrundelig Under en rejse til Vesteuropa i fjor optrådte han både statsmandsagtigt og afslappet, men værterne syntes alligevel ikke rigtigt, at de kunne blive kloge på ham. Men vi ved da om ham, at han holder af franske vine, dans og bordtennis - og at han har ry for at have fotografisk hukommelse. Samtidig sikrer den nuværende leder, Jiang Zemin, sig stor indflydelse i fremtiden, selv om aldersreglerne betyder, at han skal fratræde sine poster ved partikongressen til efteråret. Ifølge de nye oplysninger bliver Hu Jintaos 'skygge' nemlig Jiang Zemins nærmeste medarbejder, Zeng Qinghong, som skal være vicepræsident og nummer to i partiet. Samarbejde med Qinghong Mens Hu Jintao kan takke den tidligere leder Deng Xiaoping for sin position, så er Zeng Qinghong et vigtigt redskab for den nuværende leder. Kinas to kommende topfolk ledede i et fællesskab et møde for ti dage siden, da fremtidens personspørgsmål blev afgjort, skriver Hongkong-avisen South China Morning Post, som har afsløret den nye ledelsesstruktur. Jiang Zemin sørger for, at han uofficielt kan fortsætte som topleder ved at beholde posten som formand for militærkommissionen - det vil sige øverstbefalende for den nye stormagt. Det er samme model, som Deng Xiaoping valgte i slutningen af sin periode som leder. Det forlyder også, at den nuværende præsidents søn, Jiang Mianheng, skal vælges ind i centralkomitéen under efterårets partikongres, og at han samtidig skal være formand for videnskabernes akademi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her