Islamisk Jihad dropper våbenhvile

Venner af en af de dræbte israelske soldater til begravelse i landsbyen Beit Zarzir. - Foto: AP
Venner af en af de dræbte israelske soldater til begravelse i landsbyen Beit Zarzir. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad har opsagt den frivillige aftale med Det Palæstinensiske Selvstyre om ikke at angribe israelere og mål i Israel. Det meddeler gruppens militære fløj via tv-stationen al-Jazeera. Den 16. december bad palæstinenserlederen Yassir Arafat alle militante grupper om at nedlægge våbnene og standse alle attentater mod Israel. Hamas-gruppen gik ind på aftalen, fra Islamisk Jihad kom modstridende udtalelser. Gruppen har imidlertid hidtil overholdet aftalen, omend den har holdt døren åben for angreb mod israelske soldater i de besatte, palæstinensiske områder. Det er slut nu, efter at israelske soldater onsdag aften ødelagde 30 huse i Gazastriben. »Vi i Jerusalems Brigader, den militære del af Islamisk Jihad i Palæstina, erklærer, at vi fra i dag ikke længere overholder aftalen med Det Palæstinensiske Selvstyre og dets sikkerhedsstyrker«, hed det i en pressemeddelelse. Israelsk aktion i Rafah 12 israelske kampvogne og bulldozere kørte onsdag aften ind i byen Rafah i Gazastriben. Dækket af voldsom maskingeværild ødelagde bulldozerne flere private hjem i det palæstinensiske kvarter Block O, oplyser øjenvidner og sikkerhedskilder. Byen ligger i den allersydligste ende af Gazastriben. Netop kvarteret Block O grænser op til Egypten og har derfor ofte mærket den israelske overvågning og sat scenen for sammenstød. Omkring 30 palæstinensiske hjem og bygninger i Rafah blev ødelagt i den israelske aktion. Tidligere onsdag aften blev en palæstinensisk sikkerhedspost i nærheden af den internationale lufthavn ved Rafah ødelagt. Hæren henviste til, at bygningerne skulle være blevet brugt til at skyde mod israelske soldater i området. Hævn for Hamas-drab Den israelske regeringe meddelte onsdag, at den agtede at hævne to Hamas-medlemmers drab på fire israelske soldater onsdag morgen. Aktionen i Rafah begyndte kort efter. Israelsk premierminister Ariel Sharon gjorde straks sin palæstinensiske modpart, Yassir Arafat, ansvarlig for hændelsen. »Dagens terrorangreb er en fortsættelse af de terroraktioner, der er et resultat af den terrorstrategi, som Arafat har sat i gang«, sagde Sharon inden et møde i det israelske sikkerhedskabinet. Alvorligt angreb Hamas påtog sig efterfølgende skylden for angrebet ved den israelske kibbutz Keren Shalom nær Gazastriben. Flere israelske bosættelser i nærheden var i højeste alarmberedskab efter hændelsen. Angrebet var det alvorligste siden Arafat den 16. december efter hårdt israelsk og amerikansk pres beordrede palæstinenserne til at indstille aktionerne i Israel. Siden satte han fart på anholdelserne af militante palæstinensere, og Hamas erklærede et stop for angrebene. Efter onsdagens angreb synes en fredsaftale atter langt væk: »Det betyder et større pres på Arafat. Han er nødt til at udføre en særdeles vanskelig politisk balanceakt«, siger således den palæstinensiske politiske ekspert, Ali Jabarwi. Sent tirsdag udtalte den israelske forsvarsminister Binyamin Ben Eliezer ellers, at »Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre er tættere end nogensinde før på at opfylde betingelserne for Tenet og Mitchell-planerne«. Affæren med våbenskibet og angrebet onsdag kan imidlertid betyde enden for de amerikanske bestræbelser på at skabe fred i området. Selvom USA's særlige udsending, Anthony Zinni, efter planen vender tilbage til området i midten af januar, vurderes hans chancer for at få parterne til at forhandle som ganske små.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her