Pakistan anholder muslimsk leder

Lyt til artiklen

Pakistan har anholdt Hafiz Mohammed Saeed, der er leder af den militante gruppe Lashkar-e-Taiba. Gruppen er en af de to, som Indien holder ansvarlig for attentatet i det indiske parlament den 13. december. »Han er blevet anholdt, fordi han har holdt opflammende taler for at tilskynde folk til at bryde loven«, siger en højtstående pakistansk sikkerhedskilde til AFP. Lashkar-e-Taiba er en af de grupper, som Indien holder ansvarlig for attentatet i det indiske parlament og efterfølgende har krævet stillet til ansvar. Indien anklager også gruppen Jaish-e-Mohammed for at have været indblandet i attentatet, som - stadig ifølge Indien - skulle være iscenesat af Pakistans efterretningstjeneste. Pakistan afviser de indiske beskyldninger men har anholdt 50 militante, herunder grundlæggeren af Jaish-gruppen, Maulana Masood Azhar. Samtidig er Lashkars værdier blevet indefrosset af regeringen i Islamabad. Disse pakistanske tiltag har inderne hidtil betegnet som 'kosmetiske'. Både Indien og Pakistan har opmarcheret tropper langs den lange fælles grænse i en mængde, der ikke er set i 15 år. Politisk enhed i Indien I Indien står de forskellige partier samlet bag regeringens linje. Det blev resultatet af et usædvanligt møde, som premierminister Atal Behari Vajpayee havde indkaldt til søndag. »Ingen i regeringen eller i oppositionen er opsat på nogen form for krig. Ingen normal person støtter krig. Men hvis krig trækkes ned over hovedet på os, bør vi se den i øjnene i enighed«, siger Pramod Mahajan, der er minister for parlamentsanliggender. Vajpayee har foreløbigt støttet sig til diplomatiske og økonomiske sanktionerne, men har ikke udelukket militære muligheder. Han er yderligere under indenrigspolitisk pres på grund af det nationale valg, der finder sted til februar. Pakistan parat til fred eller krig I Pakistan forsikrede præsident Pervez Musharraf søndag journalister om, at pakistanerne ønsker at nedtrappe de stigende spændinger i forhold til Indien. Opmarcheringen af tropper langs grænsen er kun nødvendige modforanstaltninger. »Jeg står her og fortæller gennem jer det indiske folk, at Pakistan ønsker fred«, sagde Musharraf til journalister ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. »Pakistan ønsker fred, Pakistan vil reducere spændingerne, Pakistan vil nedtrappe. Lad forholdet mellem Pakistan og Indien flyttes henimod fred og harmoni«, sagde præsidenten Pervez Musharraf forsikrede dog også om, at Pakistan og dets 140 millioner indbyggere er parat, hvis en krig bliver påtvunget landet. Bush opfordrer til samarbejde I takt med at spændingerne mellem Indien og Pakistan synes at forværres nærmest dag for dag, er den amerikanske præsident George W. Bush begyndt at blande sig. Såvel Indiens premierminister Vajpayee som Pakistans præsident Musharraf har fået en opringning og en opfordring til at arbejde sammen. Musharraf blev yderligere opfordret til at slå ned på de militante muslimer i Pakistan. »Præsident tilskyndede præsident Musharraf til at tage yderligere stærke, beslutsomme forholdsregler for at gøre op med de ekstremister, der søger at skade Indien, underminere Pakistan, fremprovokere en krig mellem Indien og Pakistan og destabilisere den internationale koalition mod terror«, siger talsmand for Det Hvide Hus, Scott McClellan, ifølge Reuters. Fire hinduer dræbt i Kashmir I den urolige og mellem Indien og Pakistan omdiskuterede provins Kashmir blev fire hinduer dræbt lørdag. Ifølge lokalt politi benyttede oprørere sig af, at mange sikkerhedsstyrker er trukket væk fra Kashmir og op til Indiens grænse mod Pakistan. Nedskydningen af de fire hinduer fandt sted i landsbyen Kandi i Rajouri-distriktet i den nordlige del af Kashmir. Et andet sted i provinsen nær Keri i Poonch-distriktet nedbrændte andre oprørere fire huse ejet af hinduer. Begge angreb er blot de seneste i en lang række af angreb på religiøse minoriteter i Kashmir, der er den eneste muslimsk-dominerede delstat i Indien. Indien og Pakistan har to gange været i krig om Kashmir.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her