Australsk politi jagter brandstiftere

Lyt til artiklen

Australsk politi opretter en særlig styrke, der skal jagte brandstiftere, som menes at stå bag de skovbrande, der siden juleaften har hærget delstaten New South Wales. Op til 40 af de omkring 100 skovbrande kan ikke forklares, og at de muligvis er startet med fuldt overlæg, lyder det fra de australske brandchefer. Efterforskningshold parat Ken Moroney, der er vicepolitikommissær i New South Wales, siger, at den nye styrke vil omfatte bl.a. skovteknikere og psykologer, der er eksperter i undersøgelse af forbrydelser. Styrken skal koordinere de forskellige lokale undersøgelser af brandene og søge at finde gerningsmændene ved at sammenligne oplysninger. Store skovområder ødelagt Brandene regnes for de værste siden 1994, da fire mennesker omkom, og 185 boliger omkring Sydney blev ødelagt. De nuværende brande har foreløbig ødelagt ca. 150 huse, tusindvis af mennesker er på flugt, og 5.000 brandfolk, der støttes af fly og helikoptere, som kaster vand, kæmper for at få bugt med skovbrandene, der i løbet af fire dage har ødelagt omkring 1.000 hektarer. Brandene, der dækker en 700 kilometer bred front i den sydøstlige del af landet, spreder sig med en hastighed af 10 kilometer i timen og truer nu en af de mest folkerige dele af Australien. Endnu har brandene ikke kostet menneskeliv, men der meldes om store materielle skader og også dyre- og plantelivet i landets ældste naturpark er truet. Sodet vand Indbyggere i Sydneys sydlige forstæder er blevet bedt om at koge deres vand, inden det drikkes, fordi brandene har berørt vandrensningsanlæg. Torsdag tog de kraftige vinde, der har forværret brandene, en del af og lettede dermed presset på brandfolkene, men meteorologerne varslede, at det kan blæse op igen. Slukning kan tage ti dage Brandchefen Phil Koperberg sagde, at han venter, at kampen mod flammerne vil vare endnu 'fire eller fem dage, men i værste tilfælde kan der gå omkring 10 dage'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her