Chile: Halv sejr til højrefløjen

Lyt til artiklen

Den socialistisk ledede koalition så tidligt mandag ud til at vinde Chiles parlamentsvalg. Men valgets store vinder er et parti, som historisk har stået eksdiktator Augusto Pinochet nær. Den Demokratiske Uafhængige Union (UDI) bliver Chiles største politiske parti. Regeringskoalitionen under ledelse af den socialistiske præsident, Ricardo Lagos, fik omkring 47 procent af stemmerne mod 44 procent til den konservative oppositionsalliance. Resultatet af søndagens valg tyder ikke på store forandringer mellem blokkene i forhold til tidligere valg. Men valgets store vinder er UDI, som så ud til at få støtte fra 26 procent af de chilenske vælgere. Flere af de nyvalgte UDI-senatorer har tidligere haft højtstående politiske poster under Pinochets diktatur. Men i UDI's politiske budskab under hele valgkampen har Pinochet glimret ved sit fravær. Den chilenske højrefløj synes ikke længere at ville kendes ved den gamle diktator, som gennem sin pressesekretær lod meddele, at han på grund af helbredshensyn »ikke kunne deltage i dette meget vigtige patriotiske arbejde«. Som i Spanien »Det, der er sket, kan næsten sammenlignes med udviklingen i Spanien«, siger politisk kommentator og professor i statsvidenskab Daniel Moore. »Efter Franco fik socialdemokratiet folkets tilslutning til at lede den demokratiske overgangsproces. Men denne proces tager på kræfterne, og så er det, at højrepartierne udnytter situationen, ændrer deres fremtoning og frem for alt bliver samlingspunkt for den store utilfredshed. Chile er et land, som har store problemer i form af arbejdsløshed og udbredt kriminalitet«. »Efter Pinochets anholdelse i London har højrefløjen sagt, at landet må tage sin fortid under behandling, men de gør ingenting. De har derimod fokuseret deres politik på det, som de kalder at »se fremad og tage fat på de virkelige problemer«. Det er lykkedes for dem, og de har tydeligvis fået stor opbakning«, skønner Moore. Et iøjnefaldende træk ved det chilenske valg var en total enighed mellem de rivaliserende blokke om den økonomiske politik. Både oppositionen og regeringen måtte derfor anstrenge sig for at forklare forskellene for de usikre vælgere. Kristelige tabere Valgets store tabere blev Chiles kristelige demokrater, der ligesom de mindre partier miljøpartiet og kommunisterne har bebudet et systemskifte. Kandidaterne kæmpede om alle 120 pladser i Deputeretkammeret samt 18 af de 38 valgbare pladser i senatet. Efter at 99 procent af stemmerne var talt op, så det ud til, at den socialistisk ledede koalition havde mistet kontrollen i senatet, mens alliancen fastholdt sin magt i Deputeretkammeret. Valgdeltagelsen var på omkring 65 procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her