Sne på vej til Danmark

Lyt til artiklen

Sneen vil også komme til Danmark - men det vil ikke blive så slemt som de kraftige storme, der har blæst over det sydlige og østlige Europa. I Danmark er det nærmere et spørgsmål, om sneen vil dække hele Danmark og blive en rigtig hvid jul. »Chancen for, at vi får en - som vi kalder det - landsdækkende hvid jul, er mellem 70 og 80 procent. Og en landsdækkende hvid jul er, når der ligger en halv centimeter sne på jorden i 90 procent af landet 24. december klokken 13.00«, forklarer Michael Christiansen, der er vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut. Han er dog overbevist om, at alle vil få sneen at se. Men den bliver måske ikke liggende til juleaften: »Der er en lille usikkerhed omkring et lavtryk, der skal ned over os på fredag. Det går lidt nordligt i sin bane, så noget af den sne, der falder her natten til fredag, kan nå at smelte. Og så er det ikke sikkert, at der på disse steder når at komme ny sne. Men de steder, hvor der ligger sne på jorden lørdag morgen, vil der også være sne juleaften«. Hvis man vil være helt sikker på at få den hvide jul, bør man ifølge Michael Christiansen tage til de nordøstlige egne. Især Nordjylland og Djursland burde være sikre på en snedækket juleaften. Derimod vil vejret være ret omskifteligt i resten af landet med store udsving i temperaturerne: »Om fredagen kan temperaturerne komme op på omkring fire grader, men natten til mandag kan vi godt komme ned på mellem minus 12-15 grader. Men alle når altså at se sne, der er bare nogle steder, hvor det når at smelte igen før jul. Men så kommer der igen sne i form af byger, så derfor er det svært at sige, præcist, hvor sneen lander. Bygerne er jo lidt ustabile«, siger Michael Christiansen fra DMI. Landsdækkende hvid jul har vi haft syv gange siden år 1900. Den sidste var i 1995. De andre i 1981, 1969, 1956, 1938, 1923 og 1915.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her