Den eftersøgte Osama bin Laden er ifølge det afghanske nyhedsbureau forsvundet fra Tora Bora området i det østlige Afghanistan. Men præsident Bush gentager, at amerikanerne nok skal finde ham, og at han er ligeglad med om det bliver »død eller levende«. Den amerikanske præsident George W. Bush gentog overfor journalister i Det Hvide Hus i dag, at USA nok skal få fat i Osama bin Laden »død eller levende«. Bush afviste også diskussionen i dele af den muslimske verden af det meget omtalte bin Laden-videobånds ægthed. Ifølge den amerikanske præsident er det »latterligt for nogen at forestille sig at dette bånd blev forfalsket«. Bin Laden er væk Tidligere i dag skrev det Pakistan-baserede nyhedsbureau, AFghan Islamic Press (AIP), at Osama bin Laden har søgt tilflugt i et ukendt opholdssted. AIP citerede anonyme kilder for, at bin Laden var dukket op først i Jalalabad og derefter Tora Bora bjergene efter Kabuls fald til Nordalliancen 6. november. Han forblev derefter angiveligt i bjergene syd for Jalalabad frem til 25. eller 26. november - den tiende dag i den muslimske ramadan. »Efter ramadanens 10. dag, forsvandt Osama bin Laden fra Tora Bora og flyttede til en ukendt plads«, citerede AIP sine kilder. AIP har tidligere taget fejl, men er på den anden siden også kendt for gode forbindelser til det tidligere Talebanstyre. Bush: Vi finder ham Oplysningerne om bin Ladens mulige forsvinden får dog ikke præsident Bush til at vakle. »Jeg ved ikke, om vi får fat i ham i morgen eller om en måned eller et år. Jeg aner det ikke. Men vi skal nok få fat i ham... Han kan gemme sig et stykke tid, men vi skal nok fange ham til sidst«, lød det fra Bush. Den amerikanske præsident gentog også tidligere udtalelser om, at han ønskede bin Laden »død eller levende«. »Jeg er ligeglad. Død eller levende, det er ligemeget for mig«. Kampe i Tora Bora Dagen igennem bombede amerikanske krigsfly området De Hvide Bjerge nær Tora Bora i det østlige Afghanistan. En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP så, at et af flyene kastede 10 kraftige bomber mod Melawa-bjerget. Samtidig genlød dalen af lyden af automatvåben, maskingeværer og morterer, der bruges i landkrigen. Samtidig med at bombeflyene angreb deres stillinger blev omkring 100 al-Qaeda-krigere omringet på en bjergkam nær et hule- og tunnelsystem under Tora Bora-bjerget, siger militskommandant Hazrat Ali: »Al-Queda-folkene på Tora Bora er færdige«. Hazrat Ali sagde, at der ikke var spor efter bin Laden i de områder, som blev indtaget fredag. Men han ville ikke udelukke, at bin Laden stadig befinder sig i regionen. USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde torsdag, at kampenes intensitet og forskellige efterretninger tyder på, at bin Laden fortsat opholder sig i krigszonen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























