Berlusconi overgiver sig til EU

Berlusconi til møde med den belgiske statsminister Guy Verhofstadt. - Foto: AP
Berlusconi til møde med den belgiske statsminister Guy Verhofstadt. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Italiens regeringsleder, Silvio Berlusconi, bøjede sig tirsdag for presset og accepterede EU-aftalen om en europæisk arrestordre. Det lykkedes ikke Berlusconi at ændre et komma i den aftale, justitsministrene fra de 14 andre lande indgik i torsdags. Dog bad han om tid til at gennemføre aftalen, der kan kræve ændring af den italienske forfatning. Ydmygende Den ydmygende kapitulation kom efter et møde med den belgiske statsminister Guy Verhofstadt, der for tiden er formand for EU. Udslagsgivende var tilsyneladende den belgiske trussel om, at de 14 andre ville vedtage ordningen som et »forstærket samarbejde« uden om Italien, hvis Berlusconi fremturede med sit veto. En sådan isolation ville skade hans omdømme betydeligt, ikke bare i Europa, men også i USA, hvor præsident George W. Bush lægger stor vægt på den europæiske arrestordre som led i bekæmpelsen af terror. Forpligter politiet Den europæiske arrestordre skal erstatte de almindelige udleveringsaftaler og forpligte politiet i alle lande til at finde, arrestere og udlevere personer, der er mistænkt for en af 32 forskellige forbrydelser. Ordningen giver i princippet ikke mulighed for at afslå udlevering, medmindre det ville stride mod fundamentale retsprincipper. Med aftalen har Berlusconi sagt ja til en ordning, der ifølge ham selv ikke rummer nogen garantier imod, at »overivrige« anklagere i de andre lande kræver italienske statsborgere udleveret for rene bagateller. Blandt de punkter for mange forbrydelser, Berlusconi hidtil har betragtet som bagateller, er korruption og svindel, som han selv er sigtet for i blandt andet Spanien. Fire andre ministre i hans regering er ligeledes mistænkt for korruption og svindel i andre europæiske lande. Dertil kommer racisme og fremmedhad, som navnlig hans koalitionspartnere, Umberto Bossi fra Lega Nord og Gianfranco Fini fra de reformerede nyfascister, ofte bevæger sig på kanten af. På klem Silvio Berlusconi holdt imidlertid en dør på klem, som han kan snige sig ud af, når stormen har lagt sig. Gennemførelsen af EU-reglerne vil nemlig kræve en ændring af den italienske forfatning. »Hvis vi ikke kan ændre forfatningen, så vil vi forblive uden for ordningen, ligesom Storbritannien og andre er forblevet uden for euroen«, forklarede Berlusconi i går. Med tilbagetoget har Berlusconi opgivet en af de kameler, der ifølge planen skulle trækkes ind på det kræmmermarked, han opfatter topmødet som. Men han har flere i stalden. En »politisk studehandel« er normalt et skældsord. Men ikke i Silvio Berlusconis mund. Det er, hvad storpolitik handler om, og han gør en dyd af at være dygtig til det. På det almindelige marked har han vist sig forbløffende dygtig. Handelstalentet har gjort ham til milliardær, uanset hvilken valuta man regner i, og til leder af en af Europas mest magtfulde forretningsimperier. Under valgkampen i foråret lovede han sine vælgere at udnytte talentet i nationens tjeneste og køre Italien som en forretning. Og det gør han så. På et møde i Rom, der fredag blev refereret i Financial Times, forklarede Berlusconi, hvordan topmøderne efter hans opfattelse fungerer - og det er slet ikke så indviklet som journalister, diplomater og politikerkollegaer vil gøre det til: »Jeg give dig penge, du give mig en kamel«, sagde han. Kamelhandelen er kun et billede. Virkeligheden er lidt mere indviklet. Men ikke ret meget. Kamelen skal erstattes med Det Europæiske Fødevareagentur, som Berlusconi gerne vil have til Parma. En by, der er kendt for sin fornemme skinke og populære parmesanoste. Rigtig studehandel Betalingen kan falde gennem italiensk deltagelse i udviklingen af en ny generation af militærfly i det såkaldte Airbus-projekt, som især Frankrig, Tyskland og Storbritannien allerede hælder milliarder i. De ser meget gerne, at Italien også spytter i kassen. Det, der hæver topmødet fra almindelig prutten om prisen i basaren til en rigtig politisk studehandel i hektisk krisestemning på europæisk niveau, er at udformningen af Europas fremtid skal indgå i handelen. Topmødet skal udpege en formand for det konvent, der skal skrive udkastet til en forfatning for Den Europæiske Union. Den post bør ifølge Berlusconi gå til hans landsmand, tidligere regeringschef Giuliano Amato. »Som med alt andet her i livet, så vil man gerne have det bedst mulige resultat, når man går ind i en ny ordning«, forklarede Berlusconi på mødet i Rom. »Der er ting til forhandling. Der skal udpeges en formand for konventet, og der skal træffes beslutning om placering af fødevareagenturet. Man handler, og hvis det foregår ordentligt, så slår man til på det rigtige tidspunkt«. Berlusconis totale fejlberegning af muligheden for at blokere den europæiske arrestordre viser imidlertid, at han ikke helt mestrer topmødespillet endnu. Måske er reglerne alligevel lidt anderledes end på markedet. Eller måske har han bare mødt sin overmand ud i kamelhandelens ædle kunst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her