Norge ser ud til næste år at passere Danmark som verdens mest gavmilde bistandsyder målt i forhold til bruttonationalproduktet, BNP. Det sker, når den nyindsatte VK regering har indfriet valgløftet om at skære 1,5 milliarder kroner i bistanden. Samtidig øger Norge landets udgifter til ulandsbistand. Den norske bistandshjælp bliver øget med omkring en milliard kroner næste år til i alt 13,5 milliarder norske kroner - omkring 12,5 milliarder danske kroner. Efter stigningen vil den norske bistand være på 0,92 procent af BNP mod 0,89 procent i år. Danmark har holdt førstepladsen blandt verdens mest gavmilde bistandsydere ved som det eneste land at give en procent af BNP i bistand. Men med 1,5 milliarder kroner i besparelser falder 2002-andelen til anslået 0,9 procent af BNP. Og hvis bistanden fryses på dette niveau vil andelen i 2003 formodentlig synke til 0,85 procent, skriver bistandsbladet Development Today.
Norge giver mere i bistand end Danmark
Lyt til artiklen