Mexico erkender beskidt krig

Lyt til artiklen

José Luis Soberanes skrev historie i Mexico, da han sidste uge i sin egenskab af landets ombudsmand overrakte præsidenten en rapport, hvori det fremgår, at militær og politi torterede, henrettede og bort-eliminerede hundredvis af venstreorienterede aktivister i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Det historiske øjeblik bestod i, at en mexicansk regering overhovedet accepterede rapporten. I årtier har det officielle Mexico pure afvist, at der under militærets såkaldte beskidte krig mod venstreorienterede guerillaer blev begået grove overgreb mod civile, og tidligere præsidenter har altid nægtet offentligheden indsigt i de hemmelige arkiver. »Det er første gang, Mexico erkender, at militæret ofte har handlet i åbenlys strid med loven og det kan jeg kun kalde en glædelig udvikling. Nu siger vi, at de skyldige bør straffes, for vi ved, hvem de er, og vi har levet alt for længe med straffrihed«, siger Soberanes, der i disse dage besøger Danmark for at høste erfaringer fra det danske ombudsmandssystem. Afgav et løfte Fox kom til magten for præcis et år siden med løftet om at opklare de overgreb, som hans forgængere fra Det Institutionelle Revolutionsparti (PRI) lod ske under partiets 71 år ved magten. Menneskeretsgrupper har beskyldt ham for at løbe fra sit løfte om en sandhedskommission og for at være for fej til at tage en konfrontation med militæret. I anledning af rapporten lovede Fox dog at udnævne en særlig anklager, der får til opgave at undersøge brud på menneskerettighederne, herunder de 532 gamle sager, som Soberanes har dokumenteret. »Jeg føler, at der er stor politisk vilje lige nu, og regeringen har hidtil accepteret alle mine anbefalinger. Den situation kan sagtens ændre sig, men Fox er under et meget stort pres for at vise, at han mener sit løfte om forandring alvorligt, og han kan ikke tåle en fiasko i dette spørgsmål«, siger Soberanes. Falske beviser Men militærets overgreb og straffriheden er ikke kun et fortidigt fænomen. Onsdag udsendte den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights Watch en rapport, der skarpt kritiserer Mexicos retssystem og det faktum, at kun lukkede militære domstole kan retsforfølge medlemmer af de væbnede styrker. Organisationen peger på en række aktuelle tilfælde, hvor militæret angiveligt har torteret og myrdet mistænkte, plantet falske beviser og dækket over sig selv. Også Soberanes ser de militære domstole som én af de største hindringer for at komme Mexicos legendariske straffrihed til livs. Han er desuden betænkelig ved, at den nuværende justitsminister, udnævnt af Fox, er den tidligere øverste ansvarlige for militærets domstole, general Rafael Macedo de la Concha. »Militæret har sin egen jurisdiktion, og det er uholdbart, hvilket jeg hele tiden har påpeget, og vi holder også øje med justitsministeriet. Men en ombudsmands anbefalinger er jo ikke juridisk bindende for regeringen. Min opgave er at komme med anbefalinger, men det vil jeg til gengæld også blive ved med, indtil mine anbefalinger er fulgt«, siger Soberanes. Samvittighedsfange En aktuel sag handler om general José Francisco Gallardo, der blev fængslet i 1993 efter at have skrevet en artikel om de væbnede styrkers behov for en ombudsmand for menneskerettigheder. Han blev idømt 28 års fængsel ved en militærdomstol, bl.a. for korruption, men menneskeretsfolk mener, dommen blot skulle bringe ham til tavshed. Gallardo sidder stadig i fængsel og er ifølge Amnesty International en klar samvittighedsfange. »Så længe sagen kører ved domstolene eller efterforskes, er der intet, jeg kan gøre«, siger Soberanes. Det samme er tilfældet med mordet på menneskeretsadvokaten Digna Ochoa. Den 38-årige Ochoa blev myrdet i oktober efter langvarig tortur i sit eget hjem, og en stærk mistanke er faldet på militæret, men ingen anklager er endnu rejst. »I den sag er det vigtigt at lægge pres på myndighederne, så efterforskningen opprioriteres«, siger Soberanes, der også opfordrer udlandet til at øve indflydelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her