Den russiske præsident Vladimir Putin er i fuld gang med at rydde op i Nordhavsflåden efter den skandaløse katastrofe med atomubåden 'Kursk'. I går deltog han personligt i søsætningen af en ny atomubåd af typen Gepard på flådebasen Severodvinsk ved Murmansk. Udskrev fyresedler i weekenden Besøget hos Nordhavsflåden kom, efter at han i weekenden fyrede og degraderede en stort antal højtstående flådeofficerer for deres håndtering af den flådeøvelse, der i august 2000 førte til forliset og 118 sømænds død. Den officielle begrundelse for fyringerne og degraderingerne af i alt 14 officerer, bl.a. tre admiraler, er »alvorlige mangler i forberedelsen af flådens aktiviteter«, men russiske iagttagere er enige om, at 'Kursk' er hovedårsagen, især det chokerende dårligt organiserede rednings- og opklaringsarbejde i dagene og ugerne efter katastrofen. Tilfredshed Begge dele stillede både flåden, Rusland og præsidenten selv i et dårligt lys indenrigs og i udlandet. Alle de 14 fyrede eller degraderede officerer havde direkte forbindelse til enten staben for ubådsflåden, ledelsen af flådeøvelsen, eller redningstjenesten. Flere kommentatorer, blandt dem Aleksej Arbatov, der er næstformand for Dumaens forsvarsudvalg, udtrykker tilfredshed med fyringerne og degraderingerne. Arbatov mener dog, at der burde være foretaget fyringer endnu længere oppe i systemet. Han siger til dagbladet Isvestija, at den øverstkommanderende for hele den russiske flåde, admiral Vladimir Kurojedov, også kendte til tilstandene i Nordhavsflåden og derfor har et medansvar for katastrofen. Kurojedov var ifølge Arbatov også en af dem, der forsøgte at kaste ansvaret fra sig ved at fremføre påstanden om, at 'Kursk' stødte sammen med en udenlandsk ubåd. Avis: Forliset kunne være undgået Dagbladet Kommersant skriver med kilder i statsadvokatens kontor, at fyringerne blev underskrevet i lørdags, tre timer efter at Putin havde hørt statsanklager Vladimir Ustinovs foreløbige rapport om årsagerne til katastrofen. Ifølge Kommersant kunne katastrofen om ikke helt være undgået, så i hvert fald begrænset til nogle få dødsfald, hvis ledelsen havde fulgt normale øvelsesprocedurer og kun havde bevæbnet ubåden med de torpedoer, der skulle prøveaffyres. I stedet havde 'Kursk' 26 kampklare torpedoer og 22 raketter af typen Granit med. Kommersant skriver, at statsanklageren klart hælder til den opfattelse, at eksplosionerne om bord på 'Kursk' skyldtes fejl i torpedoerne og ikke sammenstød med en udenlandsk ubåd eller en gammel mine. Adskillige af de fyrede officerer har hævdet, at katastrofen skyldtes et sammenstød med en udenlandsk ubåd. Politisk sigte Netop dette faktum tolkes af det britiske dagblad The Guardian som et tegn på, at massefyringen har andre og mere politiske bagtanker. Ifølge Guardian har Putin benyttet chancen med katastrofen til at indlede en udrensning i ikke blot flåden, men også andre dele af de væbnede styrker med det formål at fjerne den del af forsvarsledelsen og officerstanden, der er gennemsyret af antivestlige ideer og modstand imod præsidentens drastiske tilnærmelse til Vesten og den gamle ærkefjende NATO.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























