En afhoppet generalløjtnant fra det irakiske efterretningstjeneste Mukhabarat fortalte i sidste uge til Politiken, at Irak i flere år har trænet islamiske terrorister i en tophemmelig lejr syd for Bagdad nær ved Tigris-floden. Interviewet var arrangeret af den irakiske oppositionsgruppe Iraqi National Congress (INC), som havde ført generalløjtnanten fra hans ukendte skjulested i Mellemøsten til Beirut for at møde Politiken. Det skete på en lille intim café ude ved Middelhavskysten, hvor han fortalte om sit arbejde i den hemmelige træningslejr, Salman Pak. Spionage og sabotage Afhopperen, som har været en højt placeret officer i den irakiske efterretningstjeneste, administrerede træningen af de såkaldte Fedayeed Saddam - Saddams kæmpere. »Mit arbejde bestod i at tilse træningen i spionage, henrettelsesteknikker og sabotage«, sagde manden, der af sikkerhedsårsager ikke vil have sit navn offentliggjort. For to uger siden bragte New York Times et interview med generalløjtnanten og en anden irakisk afhopper, der arbejdede i fem år som vagt i Salman Pak lejren. Træning af terrorister De fortalte begge to, at Salman Pak også bliver brugt til at træne islamiske terrorister fra Saudi-Arabien, Yemen, Algeriet, Egypten og Marokko. Ifølge de to afhoppere har træningen stået på siden 1995, hvor islamiske fundamentalister er kommet til Salman Pak lejren i rotationer med fem til seks måneders mellemrum. »Ud over at blive trænet i flykapringer og gidseltagninger blev de også trænet i at håndtere og transportere biologiske våben«, sagde generalløjtnanten til Politiken. Ingen adgang Han fortalte, at det foregik i en afskærmet del af lejren, som han ikke selv havde adgang til. Men han kunne se dele af træningen udefra. Den foregik i vragresterne fra en Boeing 707, der fungerede som model for de simulerede flykapringer. »Jeg mødte selv et af disse hold for et år siden. De kom i grupper på ca. 40 mand ad gangen«, sagde generalløjtnanten, som var lille af bygning og iført et slidt jakkesæt med vest og slips. Generalløjtnanten, som under interviewet var ledsaget af en livvagt, har haft et stramt program, siden han i oktober valgte at afhoppe fra Irak. Ifølge New York Times har både den amerikanske efterretningstjeneste CIA og forbundspolitiet FBI afhørt manden i tre dage i Ankara. Han blev udspurgt om Iraks mulige forbindelser med Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk og Iraks brug af biologiske våben. Har laboratorium »FBI var interesseret i viden om biologisk krigsførelse. Jeg fortalte, at Salman Pak-lejren har et laboratorium for biologiske våben, som er skjult fra overfladen af træer. Laboratoriet blev bombet af USA under golfkrigen, men blev senere åbnet igen, og fungerer så vidt jeg ved stadig«, fortalte generalløjtnanten til Politiken. FBI var ifølge generalløjtnanten specielt interesseret i en tysk forsker, som angiveligt skulle arbejde i lejrens biologiske enhed med at udvikle biologiske våben til den irakiske hær. Generalløjtnanten fortalte, at han kunne bekræfte hans eksistens, men at han aldrig har mødt ham personligt. Oplysningerne om at Irak træner islamiske fundamentalister og producerer biologiske våben kommer på et tidspunkt, hvor høgene i amerikansk politik ønsker, at krigen mod terrorisme skal udvides fra Afghanistan til også at omfatte Irak. Pentagon har med den amerikanske viceudenrigsminister Paul Wolfowitz i spidsen ifølge flere amerikanske aviser i længere tid forsøgt at samle materiale, der kan overbevise præsident Bush om at Irak skal angribes. Ligesom den demokratiske senator Joe Lieberman og andre ledende skikkelser i amerikansk politik, mener den irakiske oppositionsgruppe INC, at Irak står i ledtog med Osama bin Laden. Pres for aktioner Tilbage i 1995 deltog INC i en CIA-finansieret aktion mod Saddam Hussein, og presser nu på for nye aktioner mod Bagdad-regimet samtidig med, at flere europæiske lande frygter en amerikansk krig mod Irak. Generalløjtnantens udtalelser kommer derfor ganske belejligt, selvom CIA ifølge New York Times ikke har haft det store udbytte af at afhøre generalløjtnanten. Han kan nemlig ikke dokumentere en sammenhæng mellem bin Ladens al-Qaeda-netværk og Salman Pak-lejren syd for Bagdad. Til Politiken siger han: »Jeg er sikker på, at der er en aftale mellem Osama bin Laden og Irak. Saddam Hussein ønsker at holde broerne åbne til al-Qaeda specielt nu, når de er i defensiven. Sådan var stemningen blandt de overordnede officerer«. For 14 dage siden sagde Richard Sperzel tidligere formand for FN's våbeninspektion Unscom til New York Times, at inspektørerne under flere besøg i Salman Pak- lejren lagde mærke til Boing 707-vraget. Irakiske myndigheder fortalte dengang FN-inspektørerne, at Salman Pak var en antiterrortræningslejr. Egne teorier »Men vi havde vores egne teorier. Selvom vi ikke havde nogle beviser, mente vi, at lejren blev brugt til at træne terrorister«, siger Richard Sperzel. Ifølge den britiske avis The Observer peger flere øjenvidenskildringer på, at Salman Pak-lejren bruges til at træne arabiske terrorister. En anden afhopper Sabah Khodak, der har arbejdet som kaptajn for den irakiske efterretningstjeneste i Salman Pak i fem år, siger til avisen: »Jeg så, hvordan de trænede simulerede flykapringer i vraget fra en Boing 707. De lærte at overmande flypersonalet med små knive. Metoden som blev anvendt under terrorangrebene 11. september stemmer fuldstændig overens, med det, der skete i Salman Pak«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























