Sydafrika svigter i kamp mod aids

Lyt til artiklen

Sydafrikas hospitaler har angiveligt ikke kræfter til at teste og rådgive gravide hiv-positive og give kvinderne og deres nyfødte børn to portioner medicin under fødslen. Indsatsen kunne hvert år redde mindst 30.000 børn fra at blive født med hiv. Men landets sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang foretrækker at lade børnene smitte, hvorpå hospitalerne kan bruge kræfter og penge på at behandle deres sygdomme på vejen mod en forudsigelig død. Dette paradoks var indbygget i argumenter fra sundhedsministerens advokat Marumo Moerane, da han i går i landsretten i Pretoria forsøgte af forklare den begrænsede brug af medicinen nevirapine. Risiko reduceres Nevirapine halverer risikoen for at overføre smitten under fødslen og er blevet tilbudt gratis af producenten. Men sundhedsministeren har afvist at udbrede medicinen ud over forsøg på hospitaler, der tilsammen hjælper blot ti procent af Sydafrikas nyfødte til verden. Aids-aktivister fra organisationen Treatment Action Campaign (TAC) har derfor slæbt sundhedsministeren i retten med krav om generel udlevering af nevirapine. Advokat Marumo Moerane afviste i går, at regeringens tøven med at uddele nevirapine skyldes manglende omsorg. Han fremhævede, at gravide og børn op til seks år er garanteret gratis lægebehandling. Meget af den behandling handler i disse år om at afbøde hiv-infektioners følgesygdomme. Men Moerane syntes ikke at have overvejet, at ressourcerne kunne bruges på at forebygge frem for at behandle. Brud Spørgsmålet om ressourcer var ellers centralt i hans forsvar mod TAC's krav. TAC mener, at flertallets manglende adgang til nevirapine er et brud på grundlovens garantier for retten til liv og sundhed. Men Moerane sagde, at rettighederne er relative og kan begrænses af manglende ressourcer: »Der er en ret til sundhed, men ikke en ret til nevirapine«. Advarsel Måske kom advokaten tættest på sundhedsministeriets egentlige problem, da han advarede dommeren mod at blande sig i regeringens politiske valg: »Andre kunne føle sig opmuntret til at komme med lignende krav om medicin mod andre sygdomme«, sagde han. En nærliggende gruppe kunne være de over fire millioner hiv-positive, der bortset fra de mest privilegerede ikke har adgang til medicin, der kan forlænge livet. Undren »Regeringen forsøger at bygge en barrikade ved toppen af den glidebane«, sagde TAC's talsmand Mark Haywood om sundhedsministerens stædige afvisning af at udbrede nevirapine. I retssalen undrede dommer Chris Botha sig for anden dag i træk over, hvorfor sundhedsministeriet ikke sætter fart på udbredelsen af nevirapine, men insisterer på fortsatte forsøg af et præparat, som Verdenssunhedsorganisationen, WHO, har erklæret sikkert. »Sæt jer nogle mål, så I kommer videre. Ellers bliver I hængende«, sagde han til advokat Moerane.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her