Kunduz: 2000 talebanere opgav

Lyt til artiklen

Over 2000 afghanske talebansoldater på snesevis af lastbiler og en enkelt kampvogn strømmede ved middagstid ud af den belejrede by Kunduz i det nordlige Afghanistan for at overgive sig til Nordalliancens styrker. Samtidig begyndte Taleban at evakuere byen, oplyser en talsmand. Dagen lang strømmede lange kolonner af lastbiler og varevogne med turbanklædte Talebansoldater over frontlinien i den nordlige by Kunduz for at overgive sig til Den Nordlige Alliance. Iblandt dem skal være omkring 600 udlændinge. Taleban-folkene overgav sig til oppositionens krigsherrer ved Kunduz efter at have indgået en aftale med repræsentanter for de tre, Haji Mohammad Muhaqiq, Abdul Rashid Dostum og Atta Mohammad, oplyser Muhaqiq. Han siger også, at Taleban som en del af aftalen vil indstille kampene i Kunduz fra søndag. Den Nordlige Alliance havde udsat et angreb på det belejrede Kunduz for at give de talebanske soldater tid til at overgive sig. Kunduz var Talebans sidste nordlige brohoved i Afghanistan. Militsen holder fortsat Kandahar i syd. Aftale om udlændinge I selve Kunduz befinder der sig anslået stadig mellem 3000 og 9000 Talebansoldater. Iblandt dem er pakistanere, arabere og tjetjenere, som menes at have forbindelse til den formodede terrorboss Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk. Talebans fremmedlegionærer har holdt stand i Kunduz i to uger trods amerikanske luftbombardementer. De frygter at blive henrettet af Den Nordlige Alliance, hvis de tages til fange. Nu siger Muhaqiq imidlertid, at i henhold til aftalen mellem Nordalliancen og Taleban vil de udenlandske soldater blive sat i fængsel, hvorimod de afghanske Talebanfolk vil blive afvæbnet og sendt sydpå til deres hjem. Brudt aftale Aftalen blev tilsyneladende brudt, da Nordalliancen lørdag indledte et angreb på byen fra øst. I en rapport fra Taloqan i det nordlige Afghanistan citerer det russiske nyhedsbureau Interfax alliancens tadsjikiske general Mohammad Daoud Husaini for at sige, at 5000 af hans styrker var begyndt at rykke mod Kunduz ved middagstid, lokal tid. Oplysningerne er ikke bekræftet af uafhængige kilder. Nyhedsbureauet Itar-Tass, citerer militærkilder i Dushanbe i tidligere sovjetstat Tadjikistan, for at sige, at Den Nordlige Alliances styrker var gået ind i Kunduz »stort set uden kamp«. Ifølge en presseråd fra den afghanske ambassade i Dushanbe, som repræsenterer Den Nordlige Alliances leder og afsatte præsident Burhanuddin Rabbani foregår der voldsomme kampe i udkanten af Kunduz. Lover ikke-blodig overgivelse En anden allieret styrke under den etnisk usbekiske general Rashid Dostum har belejret den vestlige del af Kunduz og har gentagne gange været i separate forhandlinger med de styrker, der forsvarer byen. Dostum sagde torsdag, at han havde en aftale om overgivelse, men han blev modsagt af alliancens indenrigsminister, som er mod Rabbani, der er etnisk tadsjik. Flere af Taleban-soldaterne, som overgav sig, sagde, at de nu er parat til at kæmpe sammen med Nordalliancen: »Der er for mange udlændinge på Talebans side«, sagde således Mohammad til det franske nyhedsbureau AFP øst for Kunduz. En anden af Nordalliancens kommandanter ved Kunduz, Dahoud Husaini, siger til Interfax, at talebanerne ville blive »behandlet på fuldt lovlig vis«: »Der vil ikke være nogen repressalier eller nogen skydning under nogen omstændigheder«. Mojaddedi ej til konference De diplomatiske bestræbelser på at etablere et nyt styre i Afghanistan begynder officielt tirsdag ved en FN-konference uden for Bonn i Tyskland. Der har været problemer med at få alle afghanske repræsentanter frem, og derfor er mødet udskudt fra mandag til tirsdag. I forbindelse med mødet sagde Afghanistans officielle præsident, Burhanuddin Rabbani, i et interview i lørdagens udgave af den britiske avis The Daily Telegraph, at han er klar til at træde til side, hvis FN-mødet udnævner en ny overgangsleder. Rabbani sagde samtidig, at han håber, at kommende forhandlinger om Afghanistans fremtid kan afholdes i selve Afghanistan. »Mødet er kun første skridt, og jeg tvivler ikke på, at det bliver meget nyttigt og vil varsle godt, men vi håber, at dette bliver det sidste møde uden for landet«, erklærede han, der var præsident i Afghanistan fra 1992-96, da Taleban-regimet fratog ham magten. Den tidligere afghanske præsident Sibghatullah Mojaddedi, som bor i Farum i Nordsjælland, deltager ikke i den internationale konference i Bonn. I stedet deltager den 76-årige med en repræsentant fra det eksilafghanske miljø i den pakistanske by, Peshawar, meddeler hans søn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her