Blair roser Schröder for støtte

Lyt til artiklen

Den britiske premierminister Tony Blair fik tirsdag de tyske socialdemokraters kongres til at smile over en af sine mest pinefulde beslutninger længe: at bruge militære midler i udenrigspolitikken. »For jer er Europa et relativt enkelt spørgsmål, mens indsættelse af militære styrker er svært«, sagde Blair på SPD's kongres i Nürnberg. »For os er det omvendt. At sætte vores militær ind er relativt uomstridt, at bekende os til Europa skaber dybe følelser«. Latter fra de godt 500 delegerede og smil fra forbundskansler Gerhard Schröder. »At overvinde begge vanskeligheder er nødvendige skridt for at definere vore respektive lande i den moderne verden«, fortsatte Labourlederen. Mere bifald. Tony Blair tog i det hele taget kongressen med storm. På grund af sin økonomiske politik er han ellers alt andet end populær i SPD. Maggie Blair blev han kaldt i baren inden talen. Men: »I får min ærlige mening: Gerhard leder Tyskland derhen, hvor Tyskland er nødt til at gå«. Bølge af klapsalver. Kongressens flertal På det tidspunkt havde Schröder ellers redet stormen, eller rettere den storm, der ikke kom, af. Kongressen havde med overvældende flertal godkendt et resolutionsforslag på 14 sider om SPD's udenrigs, sikkerheds- og bistandspolitik. I debatten faldt uventet få kritiske bemærkninger om de civile ofre i Afghanistan og USA's egenrådige måde at lede kampen mod den internationale terrorisme på. Så midt mellem lange sætninger om konfliktforebyggelse og økonomisk bistand har SPD som regeringsparti smøget historiens lænker af sig og er klar til også at bruge militær magt i udenrigspolitikken. Men efter Tony Blairs tale fik de delegerede noget helt andet at tale om: Gerhard Schröders udenrigspolitiske chefrådgiver, Michael Steiner, trak sig tilbage. Den umiddelbare årsag er en lille episode i Moskvas lufthavn. Under en optankning af kanslerflyet på vej hjem fra Schröders officielle besøg i Kina kaldte han tre tyske underofficerer fra vagtstyrken ved den lokale ambassade »røvhuller« og bad om kaviar til at fordrive ventetiden med. Michael Steiner havde en nøglestilling i Schröders 'køkkenkabinet' og var kontaktmand til den amerikanske sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice, så spekulationerne gik på, hvad der mon ellers kan ligge bag. Kanslervalgmaskine Ellers er det stort set en partikongres efter Gerhard Schröders smag. SPD har vænnet sig så meget til rollen som regeringsparti, at Andreas Theyssen fra ugemagasinet Die Woche kalder SPD »en kanslervalgmaskine ligesom CDU under Helmut Kohl«. Schröder blev genvalgt som formand med næsten 90 procent af stemmerne. Kun genvalget af forsvarsminister Rudolf Scharping blev efter elskovsreportagerne i de kulørte ugemasiner en gyser. Han fik uden modkandidat og trods Schröders opbakning kun 58 procent. De Grønne, der har kongres i weekenden, fik efter regeringskrisen for en uge siden et vink med en vognstang om at stille sig bag udenrigsminister Joschka Fischer. Gerhard Schröder går ind for at fortsætte regeringssamarbejdet, men på SPD's betingelser: »De Grønne må besvare spørgsmålet, om de vil indstille sig på virkeligheden - naturligvis for at forbedre den - eller om der skal stå nostalgi og fortrængning på dagsordenen«. SPD vedtog også næsten enstemmigt sine nye ønsker til EU's udvikling. Gerhard Schröder sagde i en tale mandag, da den polske ministerpræsident Leszeki Miller var til stedet, at Polen skal med i første runde, når EU udvides mod øst: »Vi kan ikke forestille os, at Polen ikke er med i den første gruppe kandidater, der optages, og det vil Polen også være«. Udbygget samarbejde De tyske socialdemokrater vil efter terrorangrebet 11. september have det europæiske politisamarbejde udbygget hurtigst muligt. På ønskeseddelen er bl.a. forslag om at Europol som et egentligt forbundspoliti får direkte beføjelser i de enkelte medlemslande, at der oprettes en europæisk anklagemyndighed, at der indføres et fælles grænsekorps for hele EU og at EU-landene får ens strafferammer for grænseoverskridende kriminalitet. Alt dette skal dog ske under kontrol af Europaparlamentet. SPD lægger også op til en grundig diskussion af, hvilke opgaver de enkelte medlemslande selv skal løse i fremtidens EU. Kongressen vedtog bl.a. et krav om, at de offentligt ejede banker - som regel på delstatsniveau - skal have lov at eksistere videre. Gerhard Schröder understregede også, at EU's institutioner må reformeres inden østudvidelsen: »Man kan ikke styrke kommissionens rolle, hvis den skal have 25 eller 27 medlemmer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her