Nervekrig om den sidste bastion

Lyt til artiklen

Over 10.000 Taleban-soldater er tæt på at overgive sig i byen Kunduz i det nordlige Afghanistan, hvor de har været omringet af Den Nordlige Alliance i snart en uge. Alliancen førte frisk mandskab frem til Kunduz mandag, men styrken gjorde ikke mine til at storme byen, fordi talebanerne forhandler om overgivelse. Mens våbnene tav på landjorden, fortsatte USA's luftvåben med at bombardere Talebans stillinger i Kunduz' udkanter. B52-bombemaskiner hældte deres last ud i serie-bombninger, der fik de omgivende bjerge til at ryste, og som sendte store støvskyer højt i vejret. Forhandler vilkår En af den nordlige alliances øverste ledere, general Abdul Rashid Dustam, sagde mandag til den britiske tv-kanal BBC, at han havde talt i telefon med Talebans leder i Kunduz, og at de senere i aftes skulle diskutere de endelige betingelser for talebanernes overgivelse. General Dustam sagde, at de afghanske Taleban-soldater vil få frit lejde ud af Kunduz, men at Den Nordlige Alliance aldrig vil give frit lejde til de udlændinge, der kæmper for Taleban. Det er et af stridspunkterne for en frivillig overgivelse. Talebans leder i Kunduz, mullah Dadullah, indrømmer, at der er adskillige hundrede pakistanere blandt de mellem 10.000 og 12.000 indesluttede taleban-soldater. Men han afviser, at der er arabere og tjetjenere fra Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk. De blev sendt til Kabul for flere uger siden, hævder mullah Dadullah. Frit lejde til alle Han siger også, at talebanerne er parat til at nedlægge deres våben, hvis alle kan få frit lejde. Et par hundrede talebanere overgav sig i weekenden. Andre er blevet skudt ned af deres kammerater, fordi de ville overgive sig. Der er meldinger om, at 53 blev skudt i søndags, fordi de ville opgive kampen. Angiveligt er det medlemmer af al-Qaeda-netværket, der er mest desperate for at kæmpe til sidste mand. De har ingen steder at flygte hen, og de kan ikke forvente blid behandling, hvis de falder i hænderne på soldater fra den nordlige alliance. Det er lettere for de afghanske taleban-soldater at forsvinde i bjergene og snige sig tilbage til deres landsbyer. Alliancen forhandler med talebanerne i Kunduz, så de kan nedlægge våbnene og overgive sig, håber Ariyonfard Shamsulkhak, der er alliancens presseattache i Dushanbe i Tajikistan. »Vi er bekymrede for, at det vil gå ud over de civile, hvis vi skal kæmpe om byen«, siger Ariyonfard Shamsulkhak. Vi ønsker ikke et blodbad, derfor taler vi med talebanerne. De lokale indbyggere er talebanernes gidsler. Hvis talebanerne ikke vil nedlægge deres våben, må kampen nødvendigvis begynde. Der er ingen anden udvej. Og så vil endnu en by uheldigvis blive smadret«, siger Ariyonfard Shamsulkhak. Måske spiller det ind i den nordlige alliances omsorg for Kunduzs civile indbyggere, at de tilhører samme tajikiske etniske mindretal, som en god del af alliancens soldater. Forhåbentlig vil alliancen være lige så hensynsfuld, når kampen engang skal stå om Talebans højborg, Kandahar, i det sydlige Afghanistan. Her er de civile pusthuner, samme etniske gruppe som hovedparten af Taleban-styrkerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her