Jagten er for alvor gået ind på Osama bin Laden. Amerikanske og britiske specialstyrker leder efter flygtende Talebansoldater i Afghanistan, og der er udsat en dusør på 25 millioner dollar, 200 millioner kroner, for bin Laden. Selv siger bin Laden, at han vil til Yemen, hvis han ikke kan være i Afghanistan. 4.000 mand med to dages varsel Storbritannien er klar til at sætte 4.000 mand ind på 48 timer, lover premierminister Tony Blair. Det er hovedsageligt royal marinere og faldskærmssoldater, hvis kampenheder skal være med til at jagte Osama bin Laden og andre medlemmer af hans al Qaeda-netværk. Alliance-oppassere En anden del af de britiske tropper skal indsættes som »en stabiliserende styrke«. Underforstået: De skal holde den nordlige alliances soldater i ave og forhindre, at der udbryder kampe mellem de rivaliserende etniske fraktioner i alliancen. I kølvandet på alliancens fremmarch opererer amerikanske og britiske specialstyrker, som har oprettet vejspærringer på de vigtige nord-syd-gående hovedveje i Afghanistan. Her gennemsøger de køretøjer for Talebansoldater og al Qaeda-medlemmer på flugt. Rumsfeld: 'Hvis vi har lyst, skyder vi dem' »Hvis det er den type, vi har lyst til at skyde, så bliver de skudt«, advarer den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld. Amerikanske fly kaster flyveblade ned i den del af Afghanistan, som Taleban kontrollerer, hvor der udloves en dusør på 25 millioner dollar, 200 millioner kroner, for Osama bin Laden. Og amerikanske efterretningskilder forsyner anti-talebanske grupper af pashtunere i det sydlige Afghanistan med våben, ammunition og mad. Bin Laden er det vigtigste mål Jagten på Osama bin Laden er stadig krigens vigtigste mål, understreger den britiske premierminister Tony Blair: »Det militære job er ikke overstået endnu. Bin Laden er stadig på fri fod sammen med sine nærmeste tilhængere. Vi vil fortsætte med at jage dem, uanset hvor længe det vil tage at kunne give dem den behandling, de retfærdigvis fortjener«, siger Tony Blair. Bin Laden til Yemen? Og hvor kan Osama bin Laden flygte hen? I et interview fra før terrorangrebene i New York og Washington har han afvist både Sudan og Irak: »Valget er mellem Afghanistan og Yemen. Geografisk er Yemen bjergrigt, og landet er befolket af bevæbnede stammer. Der kan man ånde frit uden at føle sig undertrykt«. Med eller uden den yemenitiske regerings vidende? »Hvad som helst«, svarer bin Laden og afviser, at han kunne bo i Europa: »Jeg ville hellere dø end slå mig ned i et europæisk land. Det er bedst for muslimer, hvis de ikke bor i et ikkemuslimsk land«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























