Kinas aidskatastrofe frem i lyset

Centralregeringen i Beijing lover en ny og mere åben linie i aidsspørgsmålet efter i årevis at have fejet problemerne ind under gulvtæppet. For eksempel har regeringen omsider erkendt, at skandaløst sjuskede procedurer er skyld i, at tusindvis af fattige bønder er blevet smittet med hiv, når de solgte deres blod. Tirsdag indleder sundhedsministeriet Kinas første nationale aidskonference. Og i sommer lovede vicesundhedsminister Yin Dakui flere hjælpeforanstaltninger efter et besøg i Henan. Men Politikens undersøgelser viser, at selv om de centrale myndigheder er blevet mere åbne og aktive, så forsøger de ansvarlige i Henan stadig med alle midler at lægge låg på sagen. Lokale ledere vil ikke indrømme problemet. Forskere, der forsøger at kortlægge situationen, er blevet trukket i løn. Kosmetisk indsats Desuden fremstår sundhedsministeriets indsats i Henan som rent kosmetisk. Mange af de smittede fortæller, at løfterne om støtte har vist sig at være tomme ord. Politiken har sendt medhjælpere ud til flere byer i forskellige dele af provinsen. I byen Donghu mødte vi Wang Yunfang, som efterhånden har svært ved at klare at passe hjemmet. Hun har dog stadig kræfter til at blive vred: »Byens ledere lovede, at jeg ville blive fritaget for familiens obligatoriske leverance af korn til staten og for at betale skolepenge for mine børn. Men det løfte har de bare svigtet. Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare os«. Wang Yunfangs mand døde af aids i juni i år, og hun er selv hivsmittet. Hun har ikke råd til medicin og modtager ingen hjælp fra det offentlige. Hun er alene med tre børn. Tidsindstillet bombe Politiken besøgte Donghu første gang i juni i år. Byen er et af de mest rystende eksempler på, hvordan den tidsindstillede bombe i Henan virker. Stort set hver eneste voksne indbygger i byen solgte blod i første halvdel af 1990'erne. I de seneste år er disse bønder begyndt at udvikle symptomer på det, de kaldte 'den mystiske sygdom', men som de efterhånden har lært hedder 'aizbing' på kinesisk, det vil sige aids. Nu skyder gravhøjene op på markerne uden for byen som et vidnesbyrd om det, der er ved at ske. Familieforsørgerne bukker under. Alene i år er 20 mennesker døde af aids, og yderligere fire ligger for døden. Byens kvinder har ingen at gifte sig med, og bønderne har svært ved at sælge grøntsager uden for Donghu. Det offentlige yder støtte til den aidsmedicin, som patienterne kan få til en pris af fem kroner om dagen. Men medicinen skal tages hver dag, og de færreste har råd til den. Medikamenterne, der fremstilles i provinshovedstaden Zhengzhou, skal mildne symptomerne, men mange klager over bivirkninger som diarré. Gik forgæves Klinikken i Donghu har ikke ressourcer til at gøre mere for patienterne. Under vores seneste besøg i byen kommer en kvinde kørende til klinikken med sin mand liggende på cyklens ladvogn. Han har efter alt at dømme aids i udbrud. Men hun har ikke de fornødne fem kroner, og parret må køre derfra med uforrettet sag. Der er flere ramte byer som Donghu. Det var blodbankernes metoder, der grundlagde katastrofen, som i øvrigt ikke er begrænset til Henan. De mobile blodbanker blandede blodet fra alle donorer, udvandt plasma af det, og sprøjtede derefter det blandede blod tilbage i bønderne, så de hurtigere kunne give blod igen. Solgte blod Politikens medhjælpere har også besøgt amtet Sui i det sydvestlige Henan, hvor man i vid udstrækning håndterede blodet på samme måde, og vi ved nu, at samtlige byer dér er ramt lige så hårdt som Donghu. En af de smittede er Yu Deshui i byen Dongguan i Sui. »Jeg begyndte at sælge blod i 1993. Reklamer i tv og langs vejene lovede, at det var risikofrit og ligefrem sundt, og at vi kunne tjene en masse penge«. Derfor solgte Yu Deshui sit blod. Ofte. Hans bloddonorbog viser, at han i perioder gav blod dagligt, selv om det står i bogen, at man højst må gøre det hver anden uge. Sidste sommer fik han kløende sår over hele kroppen. »Jeg tog på sygehuset. Der sagde de, at jeg havde fået h. et eller andet. Hiv, ja. Jeg var chokeret. Jeg skulle bruge pengene til at betale for få passet min far. Nu er han død, og jeg skal også snart dø. Hvem har ansvaret for den her blodsag?«. Yu Deshuis kone er også smittet. Hun er en af de få af de formentlig over én million smittede i Henan, som modtager en slags behandling. Hun er indlagt på et hospital, hvor hun gratis får udleveret en type medicin, som afprøves af en kinesisk lægemiddelproducent. Hun får 150 kroner om måneden for at deltage i forsøget. Snart faderløse Men det rækker ikke langt. Den ældste søn på 13 arbejder på en byggeplads for at forsørge familien. Den yngste søn på 8 laver mad til sin far efter skoletid. Da Politiken besøger familiens forfaldne hus, sidder den 8-årige Yu Chuanlong på hug ude i gården og laver lektier. »Jeg ved ikke, hvor længe han kan blive ved med at gå i skole. Jeg har solgt næsten alle vores ejendele. En motorcykel for 3.000 kroner, fire grise for 1.300 kroner, korn for 1.000 kroner. Det er drengene, jeg er bekymret for. De bliver snart forældreløse«, siger faderen. Ifølge Yu Deshui og andre borgere i byen solgte over 1.000 af Dongguans 5.000 indbyggere blod. Det vil sige næsten alle mellem 20 og 45 år. Over 200 er døde. Læger bange for aids Bønderne i Dongguan siger, at hospitalet ikke vil vide af dem. »Lægerne ved ikke, hvad de skal gøre, og de er bange for aids«. Sundhedsministeriet driver to aidsprojekter i Henan. Det ene koncentrerer sig om udvalgte opgaver i amterne Shangcai og Xincai. Målet er forhindre gravide i at overføre aids til de nyfødte. Arbejdet støttes af FN's børnefond, UNICEF. Det andet begrænser sig til en enkelt by - med mange hundrede smittede - hvor patienterne får regelmæssig og gratis pleje. Her åbnede sundhedsministeriet en klinik og lod tv lave en stor reportage om hjælpearbejdet.