Britisk opgør med menneskerettigheder

Lyt til artiklen

Den britiske regering vil gennemføre en nødretslov, så terrormistænkte kan blive tilbageholdt i op til et halvt år uden retssag. Loven vil sætte en del af den europæiske konvention for menneskerettigheder ud af kraft. Lovforslaget blev fremsat tirsdag af indenrigsminister David Blunkett. Det retter sig imod udlændinge, der er mistænkt for terrorhandlinger, men som ikke kan udvises til deres hjemlande efter de nuværende immigrationslove. Det gælder for eksempel personer fra Afghanistan og Irak, fordi de risikerer fængsling, tortur og henrettelse i deres hjemlande. Ifølge de hidtidige britiske antiterrorlove kan mistænkte personer tilbageholdes uden sigtelse i syv døgn. Det vil David Blunkett have forlænget til, at en mistænkt kan tilbageholdes et halvt år i et stærkt bevogtet fængsel, indtil sagen kan vurderes af en særlig immigrationskommission under ledelse af en højesteretsdommer. Sagen kan derefter tages op hver sjette måned. »Vi er klar over, at der skal være en rimelig balance i tingene, men dette er en ganske usædvanlig tid«, sagde premierminister Tony Blairs talsmand tirsdag. »Det er absurd, at kendte terrormistænkte personer kan bruge og misbruge Storbritannien. Det må ikke kunne ske«. Konservativ støtte De konservative støtter forslaget, men det bliver fordømt af menneskerettighedsgruppen Liberty, som kalder det »et fundamentalt brud på retsreglerne«. »I forvejen har vi nogle af de skrappeste antiterrorlove i den vestlige verden. Hvis vi vil vinde denne krig, må vi finde en smartere måde at opspore terroristerne på i stedet for at komme med dette angreb på almindelige menneskers rettigheder. Jeg kan i øvrigt ikke forstå, hvordan den nye lov skal hjælpe med at fange disse kriminelle elementer«, sagde Libertys kampagneleder, Mark Littlewood, til den britiske tv-kanal BBC. Lov til Strasbourg-dolstol Liberty lover at indbringe den nye lov for den europæiske menneskeretsdomstol i Strasbourg. Den britiske indenrigsminister David Blunkett, der regnes for en strammer, afviser kritkken: »Vi kan leve i en verden med virkelighedsfjerne borgerrettigheder og tro på det bedste i alle mennesker - og så angriber de os. Virkelighedens verden er anderledes skruet sammen«, sagde David Blunkett. Den nye lov vil give det britiske retssystem mulighed for midlertidigt at se bort fra artikel fem i den europæiske menneskerettighedskonvention. Artikel fem garanterer retten til frihed og forbyder tilbageholdelse uden retssag. Men artikel 15 i konventionen giver regeringer en mulighed for at ophæve artikel fem »i tilfælde af krig eller andre offentlige nødsituationer, der truer nationens velbefindende«. De konservatives indenrigspolitiske ordfører, Michael Ancram, sagde, at partiet »helt bestemt vil støtte alt, der hjælper i kampen mod terrorisme«. »Når vi beder andre verden over om at anholde deres terrorister, vil det være utroværdigt, hvis de ser, at vi ikke kan klare vore egne«, sagde Michael Ancram.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her