Den Nordlige Alliances stormløb i Afghanistan er gået forbavsende let. Men erobringen af hovedstaden Kabul er ingen garanti for, at det bliver lige så let at finde Osama bin Laden og ødelægge hans al-Qaeda-netvæk eller at vælte Talebanbevægelsen. Og trods sejrsbillederne fra Kabul må man ikke glemme, at det er det, der er hovedmålet, påpeger både den britiske premierminister Tony Blair og en militæranalytiker. »Krigen mod terror er langtfra forbi«, siger Tony Blair. Hjælp fra Rusland Paradoksalt nok har Den Nordlige Alliance fået meget hjælp fra den gamle ærkefjende Rusland, som mujahedinerne bekæmpede fra 1979 til 1989. I den seneste tid har alliancen fået 50 kampvogne af mærkerne T55 og T62 og masser af ammunition over grænsen fra Tadsjikistan. Tidligere havde alliancen kun 30 gamle, udtjente T55-kampvogne og næsten ingen ammunition. »Hjælpen fra deres gamle fjender har sammen med de amerikanske luftangreb banet vejen for den nordlige alliance. Men Talebantroppernes tilbagetrækning stemmer også overens med, hvad bevægelsen har afsløret om sin militærstrategi: ikke at kæmpe i byerne, men at kæmpe på landet og i bjergene, hvor talebanerne føler sig mere hjemme, og hvor terrænet er mere velegnet til guerillakrig«, siger Paul Beaver fra det militære analyseinstitut Jane's i London. Hvis Taleban er flygtet mod syd, bliver det så svært at forfølge dem? »Hidtil har det været meget let, især omkring Mazar-i-Sharif. Men byen var heller ikke fuld af afghanske Talebankrigere, men af Talebantilhængere fra andre nationer. Desuden var lokalbefolkningen på grund af sin etniske sammensætning tilhængere af Den Nordlige Alliance, ikke af Taleban«, siger Paul Beaver. Uafklaret i syd Det ser helt anderledes ud i den sydlige del af Afghanistan, især omkring Kandahar, som er Talebanbevægelsens åndelige højborg. Dér har talebanerne lokal støtte, og ingen ønsker at blive regeret af Den Nordlige Alliance. Derfor vil det være let for talebanerne at trække sig tilbage til bjergene og starte en guerillakrig. »Erobringen af Kabul betyder ikke, at det bliver lettere at fange Osama bin Laden. Det kræver stadig, at Talebanbevægelsen og al Qaeda-netværket bliver besejret. Og deres nye strategi kan hedde guerillakrig«, siger militæranalytikeren advarende. Landet er i øjeblikket delt, kan det være en langtidsløsning? »Det tror jeg ikke, at resten af verden ønsker. Det svarer til en etnisk-religiøs opdeling som i Bosnien eller Kosova, og det er noget, alle frygter. Det ideelle vil være en multietnisk regering, der indeholder repræsentanter for alle folkeslag, selv medlemmer af Taleban«, siger Paul Beaver. Samlingsregering en hastesag Den britiske indenrigsminister David Blunkett sagde tirsdag, at »vi må arbejde hurtigt internationalt for at skabe mulighed for en bred midlertidig regering i Afghanistan. Og vi må sørge for, at vejene, der nu er erobret, kan bruges til at skaffe nødhjælp frem«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























