Zimbabwe i dristig appel om nødhjælp

Skal man give nødhjælp til et land, hvis præsident har ødelagt en stor del af landets egen produktion af fødevarer? Det er et dilemma, der i disse dage diskuteres intenst blandt FN-udsendinge og andre udenlandske diplomater i Zimbabwe. Tørke og kaos Op mod en million mennesker kan ifølge FN få brug for nødhjælp, fordi en kombination af tørke og kaos i landbruget har udhulet landets egne majslagre. Det udbredte kaos skyldes næsten to års ofte voldelige besættelser af landets største gårde - ejet af det hvide mindretal - som led i en proces, præsident Robert Mugabe kalder en længe tiltrængt jordreform. Oppositionen betragter det derimod som Mugabes desperate forsøg på at genvinde tabt popularitet før næste års præsidentvalg. EU har fordømt den medfølgende bølge af vold og drab og overvejer i disse uger, om man skal indføre sanktioner mod Zimbabwe. Finansminister beder om hjælp Det delikate spørgsmål om nødhjælp blev første gang rejst i sidste uge, hvor Zimbabwes finansminister Simba Makoni holdt møde med FN's udviklingsorganisation UNDP og en række andre donorer. Makoni er kendt for sine ofte frustrerede forsøg på at gøre Zimbabwe mere stuerent over for omverdenen. Han ved, at det er nødvendigt for at redde landets katastrofale økonomi, efter at en række donorer har stoppet deres bistand. Makoni var den første til at indrømme, at landet faktisk har brug for hjælp, efter at Mugabe hidtil har nedtonet krisen. Betingelsesløst FN's Verdensfødevareprogram, WFP, lovede i sidste uge at levere mad, fordi »situationen er en alvorlig trussel mod hundredetusinder af menneskers liv«, som organisationens regionale leder Judith Lewis sagde. Dette betingelsesløse løfte om hjælp forbløffede andre diplomater. Både EU og UNDP har netop i disse dage gang i undersøgelser af, om Mugabes regering har levet op til tidligere løfter om at genoprette ro og orden og respektere menneskerettighederne. Samtidig har præsident Mugabe og hans regering i weekenden gjort det endnu sværere at skaffe sympati for Makonis appel om hjælp. Kun regering kan uddele nødhjælp Informationsminister Jonathan Moyo sagde i lørdags, at kun regeringen vil få lov at uddele den nødhjælp, der måtte komme til Zimbabwe. For hvis hjælpeorganisationer fordeler maden, vil de ifølge Moyo bruge hjælpen til at føre valgkamp mod Mugabe. »Vi vil ikke tillade fremmede at drage rundt i landet og blande sig i vores interne politiske forhold«, sagde ministeren. Det er ikke svært at se, hvor han har den frygt fra. For hans eget parti har en lang tradition for at købe stemmer ved at uddele fremmede donorers mad som gaver fra ZANU-PF. Det fandt donorerne sig småprotesterende i, dengang Mugabe stadig holdt Zimbabwe på en rimelig kurs. Men med de seneste par års systematiske udhuling af landets værdier er sympatien røget. Landmænd stadig i knibe Præsident Mugabe gjorde i fredags appellen om nødhjælp til et endnu dristigere forehavende, da han forbød 1.000 hvide landmænd at så eller høste på deres gårde. Landmændene forsøger gennem domstolene at få fjernet deres gårde fra listen over ejendomme, der er konfiskeret til fordel for jordløse. Men Mugabe udsendte et præsidentielt dekret, der giver regeringen lov til at uddele deres jord, før retten har talt. Landmændene forventes at rømme deres jord »omgående« og flytte ud af deres bygninger inden for tre måneder, sagde justitsminister Patrick Chinamasa forleden. Nielson og Bay Bundegaard tavse Det bidrager alt sammen til, at diplomater i Harare privat vrider sig ved tanken om at give nødhjælp til Zimbabwe. Men de ved også, at verden i mange andre tilfælde har valgt at hjælpe befolkninger, selv om deres ledere har bragt dem i ulykke. Både EU's udviklingskommissær Poul Nielson og udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) har foreløbig valgt at undgå at tage stilling til dilemmaet. Begge meddeler gennem deres talsmænd, at de vil vente med at tage stilling, til der foreligger en konkret appel om hjælp til EU eller Danmark.