Forbundskansler Gerhard Schröder opfordrede i en regeringserklæring torsdag det tyske parlament til at godkende planerne om at mobilisere omkring 4000 soldater som støtte for USA's og Storbritanniens offensiv mod det afghanske Taleban-styre. Samtidigt er der stadig flere tegn på splittelse mellem de regeringende socialdemokrater og de grønne over Tyskalands deltagelse i krigen. »Vores beslutning i denne sag vil være afgørende for Tysklands rolle som allieret«, sagde Schröder i parlamentet og mindede om, at USA i over 50 år havde støttet forbundsrepublikken som garant for dens frihed og støtte for dens nationale enhed. Kansleren høstede et overvældende bifald fra de store partier i parlamentet for sin bevidst neddæmpede regeringserklæring. Flertallet sikret Parlamentet ventes ved en afstemning i den kommende uge at godkende planerne om tysk deltagelse i de militære operationer, men der er stadigt flere tegn på splittelse i de to regeringspartier. Omkring 15 parlamentarikere fra De Grønne har sagt, at de måske vil stemme imod beslutningen. Mindst to socialdemokrater har sagt det samme. Et parlaments-flertal for Schröders linje er imidlertid sikret på forhånd, da de store borgerlige oppositionspartier (CDU, CSU og FDP) støtter tysk deltagelse i kampen mod Taleban. Den tyske regering vil være bragt i forlegenhed, hvis den ikke selv kan mønstre et flertal for det, som Schröder har kaldt »en historisk beslutning«. Forbundskanslerens gentagne erklæringer om »uindskrænket solidaritet« med USA vil heller ikke have samme styrke, hvis der er åbenlys splittelse i hans eget bagland. Grøn krise De Grønnes frontfigur, udenrigsminister Joschka Fischer, har ifølge den liberale avis Süddeutsche Zeitung advaret sine partifæller om, han vil gå af, hvis hans parti ikke støtter beslutningen om at sende tyske styrker til Afghanistan. I en tale i parlamentet torsdag betonede Fischer ligesom Schröder, at en afvisning af amerikanernes anmodning om militær støtte ville få vidtrækkende følger for Tysklands sikkerhed og troværdighed som allieret. Fischers partifælle, Andrea Fischer, sagde, at den rød-grønne koalition formentligt vil blive opløst, hvis miljøpartiet går imod mobiliseringen. Ekspert: Koalitionens overlevelse vigtigst Jürgen Falter fra det politiske fakultet på Mainz Universitet sagde i en kommentar, at »ønsket om at få regeringen til at overleve formentligt er stærkere end alle indvendingerne mod mobiliseringen«. De Grønne ligger i målingsmålingerne på omkring fem procent og er dermed faretruende tæt på at falde for spærregrænsen ved det tyske valg i efteråret 2002. Hvis koalitionen skulle bryde sammen, ville Schröder formentligt kunne indgå en ny alliance med det liberale parti FDP, og miljøpartiet ville stå som taber. Joschka Fischer sagde torsdag, at det ville være »fatalt«, hvis Europa ikke støtter USA i kampen mod international terrorisme: »Spørgsmålet som dette parlament skal besvare er: skal vi lade amerikanerne stå alene eller ej?«
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























