En krig udkæmpes på flere fronter og består af mange slag. I krigen mod terrorismen har USA tilkæmpet sig luftrummet over Afghanistan. Til gengæld satte den saudiarabiske terroristleder Osama bin Laden sig hurtigt på en lige så vigtig front: Han vandt første runde af mediekrigen. I Pakistan sælges plakater med bin Ladens portræt som varmt brød. I store dele af den muslimske verden cirkulerer også rygtet om, at Israel stod bag terrorangrebet 11. september på World Trade Center i New York, og at ingen jøder omkom, fordi de var advaret på forhånd. Den pakistanske diktator, general Pervez Musharraf, sagde så sent som torsdag i Paris på vej til London og USA, at de amerikansk-ledede angreb mod Afghanistan må stoppes så hurtigt som muligt, fordi det »i hele verden opfattes, som om det er en krig mod Afghanistans fattige, ulykkelige og uskyldige folk«. Men også i Europa svinder støtten til krigen. Præsident George W. Bush og hans stab i Det Hvide Hus har derfor erkendt, at det er nødvendigt at udvide krigen på mediefronten - både ude og hjemme. Så da bin Laden lørdag offentliggjorde endnu et videobånd, hvor han beskrev USA's krig mod Afghanistan som »uretfærdig og blodtørstig«, var amerikanerne parat. Medie-modangreb Endnu inden bin Ladens tirader var afsluttet på den uafhængige arabiske tv-station al-Jazeera i Qatar, forhandlede amerikanerne med tv-stationen om at give en amerikansk talsmand mulighed for at svare. I næsten to timer talte Christopher Ross på al-Jazeera om, at »terroristerne forfalsker kendsgerninger og historien«. Og han gjorde det på flydende arabisk. Ross er nemlig tidligere ambassadør i Syrien og en af de få amerikanske embedsmænd og politikere på topplan, som taler arabisk. Bag mediekuppet stod Coalition Information Center (CIC), som er briternes og amerikanernes udrykningsstyrke på mediefronten og skal vinde stemningen over på den amerikansk-ledede koalitions side. CIC er opfundet af Alastair Campbell, den britiske premierminister Tony Blairs medieguru og spindoktor. CIC menes at have afdelinger i London, Washington og Islamabad i Pakistan. Samarbejde fremfor isolationisme Koalitionens informationskontor i Washington ledes af Bushs toprådgiver Karen Hughes i samarbejde med den nye viceminister for offentlig diplomati, Charlotte Beers, der har en fortid i reklamebranchen. Bush har glemt alt om sin isolationistiske retorik fra sidste års valgkamp. Han går i stedet ind for internationalt samarbejde. Han taler både til et hjemligt og udenlandsk publikum. Tirsdag talte han via satellit til en konference for østeuropæiske ledere i Polen. I morgen taler Bush i New York ved FN's generalforsamling. På hjemmefronten forsøger Bush at berolige befolkningen mod nye terrorangreb og dæmpe angsten for miltbrand. Torsdag aften forsikrede han i en tale i Atlanta amerikanerne om, at de kan føle sig sikre, og udpenslede endnu engang krigens mål. Selvmodsigelser Amerikanske ministre og officerer som forsvarschefen, general Richard Myers, står også i kø for at give deres version af krigen. Generalen har ladet sig interviewe af al-Jazeera. Udenrigsminister Colin Powell har talt med egyptisk tv, og forsvarsminister Donald Rumsfeld optræder snart i én verdensdel, snart i en anden. Rumsfelds rundrejse afslører, at verdensscenen er skrå, og at USA har problemer. Hjemme siger han, at krigen kan blive lang og hård. I udlandet hævder Rumsfeld, at den kan være overstået i løbet af et par måneder. Forsvarsministeren ved, at hverken Europa eller den muslimsk-arabiske verden er indstillet på en mangeårig krig med store civile tab, mens opbakningen fortsat er stor i USA.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























