Små EU-lande sure over de stores antiterrormøde

Lyt til artiklen

Utilfredshed rumler blandt de små EU-lande, efter otte større medlemslande har sat sig sammen i London for at diskutere kampen mod terrorisme. Initiativtager er den britiske premierminister, Tony Blair, der i første omgang havde inviteret den tyske kansler, Gerhard Schröder, og den franske præsident, Jacques Chirac. Men da mødet begyndte søndag aften, var skaren vokset til otte inklusive den udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana. Det var Italien, Spanien, Holland og formandslandet Belgien, der havde sneget sig ind. Italien og Spanien kom først med, efter at præsident Berlusconi var blevet meget sur og fornærmet. Belgiske og portugisiske protester Men det forlød ifølge diplomatiske kilder, at også Belgiens premierminister, Guy Verhofstadt, havde truet med at blive væk i protest mod, at en række EU-lande blev holdt udenfor. Og han mødte først op efter at havde rådført sig med de mindre EU-lane, der ikke var inviteret. Portugal var blandt de lande, der var stærkt utilfreds med fremgangsmåden. »Initiativer af denne type understøtter hverken anti-terrorkoalitionen eller europæisk enhed«, sagde en kilde tæt placeret på den portugisiske regering. Lykketoft accepterer Danmark kan godt acceptere, at EU's største lande holder enkelte minitopmøder uden Danmark. Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) siger, at det ikke bør blive en omfattende tradition. »Det bør ikke blive noget, der tager et meget større omfang, for så kan det blive tolket som om, at de små lande bliver koblet fra. Men jeg har ikke noget problem med de formater, vi ser«, siger Mogens Lykketoft. Enighed om problemer i Mellemøsten Tony Blair orienterede mini-EU-topmødet om sin seneste rundrejse i Mellemøsten, og præsident Jacques Chirac sagde efter mødet, at »vi er alle enige i det absolutte behov for at finde en løsning på de nuværende problemer i Mellemøsten«. Det fremgik dog ikke, hvordan denne enighed skal omsættes i handling. Mødets deltagere endte også med at bekræfte deres støtte til den amerikansk ledede krig mod terrorisme, og den britiske regering lod forstå, at der var udtrykt 'absolut soldaritet' over for den strategi, som der arbejdes efter for at udrydde terrorismen. »Vi bekræftede vores solidaritet med amerikanerne, mens vi samtidig indser, at den nødvendige militære handling (i Afghanistan) ikke er den eneste måde at bekæmpe terrorisme på«, sagde Chirac.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her