Italiens centrum-højre-regering har vedtaget en række love, der gavner regeringschef og mediekonge Silvio Berlusconi. Det mener oppositionen og kritiske røster i Italien. De peger blandt andet på, at Berlusconi kan slippe af med retssager, som han allerede er indblandet i. »Lovene er skræddersyede til Berlusconi og hans venner. Med de nye love er der risiko for, at samtlige retssager mod Berlusconi bliver umulige at gennemføre. Desuden er lovene en kæmpe gave til den internationale kriminalitet«, siger filosof Paolo Flores d'Arcais, der er redaktør af tidsskriftet MicroMega. Anonym pengeoverførsel Den seneste lov giver italienere mulighed for at legalisere deres skjulte formuer i udlandet og få pengene til Italien mod at betale en afgift på 2,5 procent til den italienske stat. De, der benytter sig af de nye regler, har ret til anonymitet. Loven er en gave til skattesnydere og kriminelle, der hvidvasker sorte penge, mener oppositionen. »En virksomhed, der har opbevaret en mia. lire (4 mio. kr.) i et skatteparadis, skal blot betale 25 mio. lire (100.000 kr.), mens en virksomhed, der har haft samme beløb stående i Italien, betaler knap en halv milliard lire i skat«, siger parlamentariker Piero Ruzzante fra det største oppositionsparti, Venstredemokraterne. Åbner for terrorister »Desuden er der ikke tilstrækkelig mulighed for at kontrollere, om pengene er tjent på lovlig eller ulovlig vis. Så i teorien kan terrororganisationer også benytte sig af loven«. Paolo Flores d'Arcais kritiserer også loven: »Italien bliver et paradis for mafiaen og andre kriminelle, der vil vaske sorte penge hvide. De skal kun betale 2,5 procent i skat, og ingen spørger dem, hvor pengene stammer fra«. Loven gavner også Berlusconi personligt, påpeger kritikerne. Ifølge de italienske undersøgelsesdommere har Berlusconi en række offshoreselskaber i udlandet. Regeringen har også vedtaget en lov, der i vidt omfang afkriminaliserer falsk regnskabsføring. Ifølge loven skal det kun give anledning til retsforfølgelse, hvis der er en forurettet part, der kan bevise at have tabt penge på grund af en virksomheds fusk med regnskaberne. Desuden sænkes strafferammen, og forældelsesfristen for regnskabsfusk halveres: »Og det betyder, at tre retssager mod Berlusconi allerede er faldet for forældelsesfristen«, siger Ruzzante. En tredje lov vanskeliggør internationalt samarbejde i kampen mod terrorisme, mafia og hvidvaskning. Ifølge loven bliver det sværere for de italienske undersøgelsesdommere at bruge bevismateriale, som de har fået fra udlandet. Flere retssager, der berører Berlusconis selskaber, risikerer at falde til jorden på grund af loven, der har tilbagevirkende kraft. »Og det er ikke bare de retssager, der er i fare. 7.000 retssager i Italien risikerer at falde til jorden. Det drejer sig blandt andet om sager om mafiaen, pædofili og terrorisme«, siger Piero Ruzzante. »De tre love er en skandale. Efter attentaterne i USA har de andre lande styrket det internationale samarbejde og vedtaget strammere love i kampen mod terrorisme. Men Italien går i modsat retning. Desuden lovede Berlusconi i valgkampen at øge kampen mod kriminalitet. Men disse love slår ikke ned på kriminaliteten, tværtimod«, siger han. Skader Italiens ry »Eftersom jeg ikke tror, at Berlusconi vil hjælpe de kriminelle, må jeg gå ud fra, at han gør det for at favorisere sig selv. Det er indlysende, at Berlusconi vil redde sig ud af de juridiske kvaler«, understreger Piero Ruzzante. Paolo Flores d'Arcais siger: »Lovene skader Italiens omdømme i udlandet og Italiens politiske rolle i EU. Italien er røget ned i serie B, og man ser i dag på Italien med mistænksomhed«. Begge slår ned på Berlusconis interessekonflikt som ministerpræsident og mediekonge: »Berlusconi har klare interesser, som han varetager via love, der vedtages i parlamentet«, siger Piero Ruzzante. Interessekonflikten kom også til udtryk, da regeringen for nylig blokerede for en vigtig handel mellem det offentlige tv-selskab RAI og et førende amerikansk selskab. Handlen skulle have indbragt RAI 800 mia. lire (3,2 mio. kr.). Regeringens nej svækker det offentlige tv, mener oppositionen og RAI-præsidenten. »I valgkampagnen talte Berlusconis koalition om privatiseringer, men ved den først givne lejlighed har regeringen vist, at Berlusconis tv-selskab Mediasets interesser er vigtigere end de fælles offentlige interesser«, siger Piero Ruzzante. »Ingen andre demokratiske lande ville tillade et fænomen som Berlusconi. Der ville Berlusconi være tvunget til enten at sælge sine selskaber eller forlade politik«, siger Paolo Flores d'Arcais.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























