Bomber og bureaukrati blokerer for nødhjælp

Marcel Samsudinov, koordinator af Unicefs nødhjælpsoperation i Tasjkent, kan knap skjule sin frustration. Nodhjælp fra Danmark er låst væk i toldvæsnets hangar. Samtidig dør børn få hundrede kilometer derfra. Usbekisk bureaukrati og amerikanske bomber sinker nødhjælpen. »Siden de 40 ton proteinforstærket mælk - beregnet til stærkt underernærede børn i Afghanistan - ankom fra København for fjorten dage siden, har den været låst væk i toldvæsenets hangar. Og imens dør børn få hundrede kilometer herfra«. Ifølge FN's lokale nødhjælpschef, Kenzo Oshima, er situationen i den nordafghanske by Mazar-i-Sharif »katastrofal«: Nødhjælpen er sluppet op, og flere hundrede tusinde flygtninge står tilbage uden nogen form for hjælp. Bureaukrati og bomber sinker hjælp Det vakte derfor stor glæde, da Usbekistan for en uge siden accepterede at åbne sin sydlige grænsestation Termez - kun 80 kilometer nord for Mazar-i-Sharif - for FN's nødhjælpstransporter. Men kombinationen af usbekisk bureaukrati og amerikanske bombardementer betyder, at der kan gå lang tid endnu, før FN's nødhjælp når Afghanistan. »Der er en reel fare for, at 100.000 børn dør denne vinter, medmindre vi kan beskytte og hjælpe dem«, siger Rudy Rodrigues, leder af Unicef i Usbekistan. Siden Usbekistan i 1997 lukkede grænsen til Afghanistan, har nødhjælpen måtte sendes af en længere rute over bjergene fra Tadjikistan, ofte på æselryg. Og kun en brøkdel af den nødvendige hjælp er kommet frem. Det var håbet, at aftalen ville løse dette problem. Chikane og undvigelsesmanøvrer Men i de fire dage, hvor jeg fulgte Unicefs team i Tasjkents lufthavn i dets stadig mere desparate forsøg på at få mælken frigivet, var jeg vidne til en konstant strøm af chikanerier og undvigelsesmanøvrer fra de usbekiske myndigheders side. Og det selv om sendingen af mælk var købt og betalt af Unicef og ingen kunne være i tvivl om vigtigheden af at få den videreekspederet hurtigst muligt. Den letteste måde at fragte nødhjælpen fra Termez til Afghanistan på ville være via den eneste bro i området - Folkenes Venskabsbro, bygget (og døbt) af Sovjetunionen for at lette besættelsen af Afghanistan. Men torsdag, under det belgiske EU-formandskabs besøg her, afviste den usbekiske præsident Karimov at åbne broen inden for »en overskuelig fremtid«. Sent torsdag eftermiddag blev mælken frigivet, og Unicefs konvoj begav sig ud på en 16 timers køretur til Termez. »Termez er ideel nødhjælpsoperationer, fordi hele det nordlige Afghanistan - og ikke mindst Mazar-i-Sharif - kan nås derfra«, siger Rudy Rodrigues. '100.000 børn i fare' »Der er en reel fare for, at 100.000 børn dør denne vinter, medmindre vi kan beskytte og hjælpe dem« Aftalen giver FN ret til at bruge byens havneanlæg og lufthavn, og den usbekiske regering vil leje flodpramme af FN til at fragte nødhjælpen over Amu Darya-floden, som skiller Usbekistan og Afghanistan. Men mælken og de tæpper, fødevarer og titusindevis af vinterjakker og -støvler, som fylder FN's lagerbygninger i Termez, bliver sandsynligvis ikke fragtet over til den afghanske side de første ti eller fjorten dage. Problemet er, at de amerikanske bombninger forhindrer leveringerne af nødhjælp - men ikke er tilstrækkelige til at besejre Taleban og dermed åbne en korridor, så nødhjælpen kunne bringes ind. »Den militære situation er helt klart en forhindring for vore hjælpeaktioner«, siger Rudy Rodrigues. Der må findes en balance - nu«. Flere hjælpeorganisationer har opfordret USA til at holde en pause med bomberne. Forgæves. Taktik trækker krigen ud Andre FN-medarbejdere her siger ligeud, under løfte om anonymitet, at den amerikanske taktik trækker krigen unødigt ud - og dermed koster menneskeliv. »Vinduet lukkes snart; den periode, hvor nødhjælp stadig kan transporteres og redde liv, svinder hastigt«, siger Unicefs Rudy Rodrigues. »Den anden dag havde vi sne her i Tasjkent, og hvis der er koldt her, så vil jeg meget nødig tænke på, hvordan situationen er i bjergene i Afghanistan«.