Oprydningsarbejdet i den forulykkede atomubåd 'Kursk' bringer hver dag nye lig for dagen og vidnesbyrd om, hvilken grusom fælde besætningen på 118 mand havnede i 12. august sidste år. 55 lig var fredag hentet ud af det ødelagte skrog, heraf er 45 allerede blevet identificeret og sendt af sted til deres familier til begravelse. I et bemærkelsesværdigt tv-indslag viste undersøgelsesleder, statsanklager Vladimir Ustinov, sidste weekend befolkningen rundt i vraget. I indslaget lagde han vægt på at understrege, at hverken ubådens to atomreaktorer eller dens 22 missiler havde taget skade og derfor ikke udgør nogen fare. Delte meninger om fare Det er der imidlertid delte meninger om, og en officiel talsmand sagde fredag til nyhedsbureauet Itar-Tass, at flere missilcontainere er tydeligt beskadiget og derfor skal skæres ud gennem skroget. 16 missiler er allerede bragt ud på normal vis med kraner, men de sidste seks er man bange for kan eksplodere. En sådan eksplosion ville være dødsensfarlig på grund af de to atomreaktorer. Det indrømmede en højtstående embedsmand med tæt forbindelse til flåden over for Politiken. Kilden, som ikke ønsker sit navn nævnt, siger, at »man er meget bekymret over de resterende raketter, der kan eksplodere under udtagelsen«. Samme kilde siger desuden, at huller i skroget kan tyde på, at »ulykken skyldtes en torpedo«. Dermed hentyder han til den version af årsagen, som regeringskommissionen nægter at tage i betragtning - at 'Kursk' blev ramt af en russisk torpedo fra krigsskibet 'Peter Den Store', der deltog i samme flådeøvelse som 'Kursk'. Afklaring ventes om to måneder Officielt opererer kommissionen med tre versioner: et sammenstød med en anden ubåd, en eksplosion i en af 'Kursk's torpedoer eller et sammenstød med en mine fra Anden Verdenskrig. Kommissionen ventes at være klar med en endelig forklaring i løbet af to måneder. Selve oprydningsarbejdet vil tage længere tid. Først skal ligene, torpedoerne og missilerne hentes ud i tørdokken i Rosjljakovo, hvor ubåden ligger nu. Dernæst skal den fragtes til en nærliggende flådestation, hvor atomreaktorerne efter planen demonteres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























