EU-lande klar til at forhandle om frihandel

Lyt til artiklen

Landene i den Tredje Verden skal have større del i verdenshandelen, og EU-landene skal være parat til at hjælpe de fattige lande til at få fodfæste på markederne i den rige del af verden. Det er i korte vendinger budskabet fra EU-landenes udenrigsministre forud for forhandlingerne om en ny global handelsrunde i november måned i Doha i Qatar. Fleksibilitet for mere frihandel Udenrigsministrene opfordrer alle parter i forhandlingerne til at udvise 'fleksibilitet' for til gengæld at opnå mere frihandel i verden. Øget frihandel vil ifølge ministrene 'styrke den internationale solidaritet, formindske ulighederne og forøge stabiliteten og påregneligheden af rammerne for handel'. Den internationale støtte til at indlede nye forhandlinger om international frihandel er vokset markant som følge af terrorangrebene mod USA 11. september. Ikke mindst de europæiske lande ser international frihandel som en effektiv kur mod fattigdommen og de sociale spændinger i den Tredje Verden, som i Vesten anses for at være den vigtigste kilde til had mod USA og vestlig kultur i almindelighed. Sammenbrud sidste gang Sidst de 142 WTO-lande forsøgte at nå til enighed om en udvidelse af frihandelen, i Seattle i USA i 1999, brød forhandlingerne sammen, fordi de fattige lande var utilfredse med, at USA og EU forsøgte at bringe emner som arbejdstagerrettigheder og miljø ind i forhandlingerne - emner som ulandene blot opfatter som nye krav fra de rige landes side, som vil gøre de fattige landes vej til de internationale handelsmarkeder endnu mere besværlig. Samtidig er især EU-landene i årevis blevet beskyldt for at beskytte deres landmænd mod konkurrence udefra ved at blokere for eksport af landbrugsprodukter til EU. Landbrugsprodukter er en særlig vigtig eksportvare for de fattige lande. De ømme punkter er fortsat på den kommende WTO-dagsorden, men EU-landene vurderer, at ulandenes mistænktsomhed over for Vesten er aftaget en smule siden Seattle-mødet, og at lysten til at give de nødvendige indrømmelser er blevet større siden 11. september. Patenter International beskyttelse af patenter på fremstilling af medicin er i de seneste dage blevet et særlig varmt WTO-emne, efter at USA forleden gennemførte et kontroversielt storindkøb af tysk medicin mod den frygtede miltbrand. For at presse prisen truede amerikanerne den tyske leverandør, Bayer, med at købe medicinen hos billige kopi-producenter og benyttede sig dermed af de samme metoder, som USA i foråret fordømte Sydafrika for at benytte i kampen mod livstruende sygdomme som aids og malaria, der truer millioner af afrikanere. Vesten svækket Da den sydafrikanske regering i foråret truede med at selv at starte kopiproduktion af kostbar aids-medicin, som er for dyr for de afrikanske lande, lod den amerikanske regering meget hurtigt forstå, at sydafrikanerne ville få en retssag på halsen, hvis de gjorde alvor af deres planer. Derfor vurderes USA og Vesten til nu at stå svækket i deres forsvar af, at ulandene skal betale fuld pris for kostbar medicin mod alvorlige sygdomme, hvis det kommer til en ny handelsrunde i WTO.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her