Terrorister på spil i Bosnien

Lyt til artiklen

Mindst en af de terrormistænkte, som den NATO-ledede internationale fredsstyrke SFOR har arresteret i Bosnien, »har direkte forbindelser til al- Qaeda og Osama bin Laden«, sagde NATOs generalsekretær, George Robertson, fredag i Bruxelles. NATO har sprængt »et antal terrornetværk« samt arresteret og udvist en stribe personer, der er mistænkt for at planlægge terrorangreb på SFOR, sagde Robertson. Arrestationerne begyndte i slutningen af september. Flere egyptere, jordanere og algirere er siden løsladt eller udvist. Ifølge officielle bosniske oplysninger er omkring 20 mistænkte af arabisk herkomst nu tilbageholdt. Onsdag sagde Daryl Morell, talsmand for SFOR, i Sarajevo: »Vi tror, at al- Qaedas forbindelser i Bosnien-Herzegovina er sprængt takket være et fremragende samarbejde mellem bosniske myndigheder, SFOR og NATO«. Af hensyn til efterforskningen er det småt med detaljerede oplysninger. NATO afviser også at uddybe oplysninger om, at det er lykkedes at forhindre terroraktioner imod to amerikanske militæranlæg i Bosnien. Ifølge NATO- kilder var der tale om mulige selvmordsaktioner med små fly og helikoptere. Siden terrorangrebet imod USA 11. september har Bosnien været i fokus for jagten på terrorister, fordi mange af de omkring 1.000 mujahediner fra muslimske lande, der kæmpede sammen med Bosniens muslimske styrker under krigen i området i 1990'erne, blev bosniske statsborgere efter afslutningen på krigen. Lokale medier har hævdet, at også bin Laden fik bosnisk statsborgerskab, men det afviser regeringen. USA's og Storbritanniens ambassader i Sarajevo var lukket i sidste uge, men genåbnede mandag »efter forbedring af sikkerheden«. Ifølge Bosniens ministerpræsident, Zlatko Lagumdzija, blev fem algirere arresteret efter terrortrusler imod ambassaderne. Efter 11. september blev der etableret et antiterrorhold med repræsentanter fra Bosniens regering, udenlandske ambassader og NATO i Sarajevo. En af de hidtil mest omtalte arrestationer skete 8. oktober, da Bensayah Belkacem blev anholdt efter et tip fra USA om, at han havde været i telefonisk forbindelse med Abu Zabudal, militærrådgiver for bin Laden. Det skal have drejet sig om køb af pas fra forskellige lande. Belkacem, der er bosnisk statsborger fra Yemen eller Algeriet, blev arresteret i Zenica i det centrale Bosnien, der var mujahedinernes hovedbase under krigen. »Vore myndigheders beredvillighed overfor antiterrorkoalitionen, og det store antal politioperationer kan ikke fjerne det faktum, at Bosnien ses som et land, der huser støtter af Osama bin Laden«, skriver det bosniske dagblad Oslobodenje. Alija Izetbegovic har siden krigen været anklaget for, at han som daværende præsident lod fremmede mujahediner tilslutte sig sin hær. Han har ofte sagt, at det ikke skyldtes åndsfællesskab, men at han stillet overfor serbisk overmagt og international våbenembargo måtte tage den hjælp, som blev tilbudt. Ifølge Dayton-fredsaftalen fra 1995 skulle alle fremmede krigere forlade landet, men bosnisk statsborgerskab blev uddelt med rund hånd. Ifølge Bosniens indenrigsministerium fik omkring 420 fra arabiske og muslimske lande statsborgerskab, ikke alle mujahediner, men også medarbejdere ved hjælpeorganisationer. Den saudiarabiske Saudi High Commission for Relief er blandt de hjælpeorganisationer i Sarajevo, der har været udsat for ransagninger og fået store pengesummer beslaglagt. »Mujahedin er er ikke terrorister. Der er to millioner muslimer i Bosnien og det ser ud, som om de nu alle er under mistanke«, siger Izetbegovic til bosnisk presse. Også internationale embedsmænd i Sarajevo har advaret imod mistænkeliggørelse af alle landets muslimer. En talsmand for FN's Højeste Repræsentant i Bosnien, Wolfgang Petritsch, kritiserede allerede 20. september kroater og serbere for »at destabilisere landet med anklager om forbindelser til Osama bin Laden«. Både Makedonien og Serbien har hævdet, at deres muslimske oprørere har forbindelse til bin Laden. Serbiens indenrigsminister Dusan Mihailovic har uden at fremlægge beviser hævdet, at bin Laden har træningslejre i både Bosnien og Kosovo. Det bosniske ugemagasin Slobodna Bosna ser det som en direkte trussel imod Bosniens skrøbelige stabilitet, at hele den muslimske befolkning står i fare for at blive mistænkeliggjort. Den beskedne tilstrømning til landets moskeer viser imidlertid, at der er tale om en meget europæiseret muslimsk befolkning, der hellere kalder sig bosniakker end muslimer. Goran Petrovic, leder af Serbiens efterretningstjeneste, bidrager i et interview til sidste nummer af det serbiske ugemagasin NIN til mistænkeliggørelse af også alle arabere. Han siger, at der ikke er tegn på, at Osama bin Laden har opereret i Serbien. »Men arabiske studenter, som der engang var et betragteligt antal af i Beograd, er spredt overalt i Bosnien, Kosovo og Makedonien. De kan nå enhver by i Serbien på få timer«, siger Petrovic.vibeke.sperling@pol.dk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her