Nye angreb i Nigeria efter massakre

Lyt til artiklen

Uidentificerede grupper rettede onsdag fornyede angreb mod en landsby i den centrale del af Nigeria to dage efter, at nigerianske soldater havde massakreret over 200 mennesker i området, sagde en regional regeringsembedsmand. Embedsmanden sagde, at angriberne begyndte at ødelægge bygninger i landsbyen Zaki-Bian, der nu stort set ligger øde hen, fordi landsbyboerne er flygtet som følge af massakrerne mandag og tirsdag. »De er kommet tilbage for at ødelægge landsbyen fuldstændigt, nu da alle folk er flygtet«, sagde Shima Ayati, der er særlig rådgiver for guvernøren af Benue-delstaten. Ayati kunne ikke sige noget om, hvorvidt det var soldater, der var i færd med at ødelægge landsbyen. Mere end 200 dræbt mandag Drabene på over 200 mennesker i området begyndte mandag i landsbyen Gbeji og bredte sig herefter til de nærliggende landsbyer Vaase, Anyiin og Zaki-Bian ikke langt fra det sted, hvor 19 soldater blev hakket til døde den 12. oktober. Ifølge øjenvidner samlede soldaterne mændene i de fire landsbyer på markedspladser og henrettede dem. En talsmand for den nigerianske hær har afvist, at hans soldater skulle stå bag drab på hundreder af mennesker i området. I stedet sagde talsmanden oberst Felix Chukwuma, at soldaterne var involveret i en operation, der gik ud på at beslaglægge de våben, som militsfolk fra tiv-folket i området havde stjålet fra de soldater, som de først bortførte og siden hakkede ihjel. Tiv-folket og jukun-folket Drabene på soldater har sat fornyet fokus på den ulmende etniske konflikt mellem tiv-folket og jukun-folket i grænseområdet mellem delstaterne Benue og Taraba i den centrale del af Nigeria. Hundreder af mennesker er gået til grunde under de blodige sammenstød mellem de to etniske grupper, der også har gjort tusinder af mennesker hjemløse. Soldaternes lig blev fundet den 12. oktober og blev begravet med fuld honnør i Nigerias hovedstad, Abuja, mandag. Ifølge flere rapporter skal drabene på landsbyboerne ses som gengæld for drabene på de 19 soldater. Guvernøren i Benue-delstaten, George Akume«, sagde onsdag til det britiske nyhedsbureau, Reuters, at han har indkaldt til hastemøder for at drøfte, hvordan den fortsatte konflikt i hans delstat kan bringes under kontrol. Etnisk rivalisering går hånd i hånd med religiøs uro i Nigeria, der er Afrikas mest folkerige land. Det er mindre end to uger siden, at henved 200 mennesker blev dræbt under religiøs uro i den nordlige by Kano. Urolighederne startede efter en muslimsk demonstration vendt mod USA's bombekampagne mod Afghanistan. Efter demonstrationen gik radikale muslimer til angreb på det kristne mindretals i byen - og henved 200 mennesker blev dræbt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her