I dagene op til 6. september rejste tre mænd stille og roligt ud af Tyskland. De vurderede tilsyneladende, at deres bopæl nok ikke var det sikreste sted at opholde sig, da deres velplanlagte angreb mod World Trade Center og Pentagon skulle gennemføres fem dage senere. I dag ved de amerikanske og europæiske myndigheder ikke, hvor de tre mænd opholder sig, men de er eftersøgt internationalt og står øverst på efterforskernes ønskeliste. De tre er nemlig de første levende personer, som med stor sikkerhed kan siges at have været med til at planlægge terrorangrebene 11. september og samtidig at handle på ordre fra Osama bin Ladens al-Qaeda netværk. Tætte forbindelser til kaprerne Said Bahaji, 26 år og tysk statsborger, Zakariya Essabar, 24 år og fra Marokko, og Ramzi bin al-Shibh, 29 år og fra Yemen, var alle en del af den såkaldte terroristcelle i Hamburg, mener amerikanske og tyske efterforskere. »Deres forbindelser til kaprerne er meget tætte«, siger den amerikanske justitsminister John Ashcroft. Mindst tre af de 19 flykaprere tilhørte Hamburgcellen: Mohamed Atta og Marwan Al-Shehhi, der hver især fløj et fly ind i World Trade Center og Ziad Jarrah, der menes at have fløjet det fly, der styrtede ned i Pennsylvania. »Det står klart, at Hamburg var en central base for disse seks individer og deres del af planlægningen af angrebene 11. september«, siger Ashcroft. Gik på samme universitet Blandt beviserne for de tætte forbindelser er:Flykaprer Atta og eftersøgte bin al-Shibh startede en bedegruppe sammen i Hamburg. Eftersøgte Essabar var i Florida på samme tid som de to flykaprere Atta og Al-Shehhi. Essabar samt flykaprerne Al-Shehhi og Jarrah er set på en video, da eftersøgte Bahaji blev gift. Flykaprer Jarrah studerede på samme universitet som eftersøgte Essabar, og de to arbejdede i samme bilforhandler i Hamburg i sommeren 1998. Mindre end 10 ud af næsten 900 tilbageholdte i efterforskningen er mistænkt for at være direkte involveret i terrorangrebene, og de tre fra Hamburgcellen er blandt de meste centrale, siger FBI, som mener, at de tre muligvis befinder sig i Pakistan eller Afghanistan i gang med at udtænke nye terrorangreb. Andre medlemmer af Hamburgcellen, der har eksisteret siden 1999, er på fri fod. FBI har sendt hold til Tyskland Tilbage i 1998 overvågede tysk efterretning faktisk en af de tre eftersøgte, Said Bahaji, hvis far er marokkaner, da de fulgte et spor, som satte ham i forbindelse med bin Laden, men tyskerne opgav på et tidspunkt overvågningen, fordi den ikke førte nogen vegne. FBI har sendt 12 mand til Tyskland for at efterforske sagen sammen med 500 tyske efterforskere. Tysklands indenrigsminister, Otto Schily, sagde på et pressemøde tirsdag aften, at Tyskland står side om side med USA for at få ram på al-Qaeda. »Vi ved udmærket, hvad vi skylder det amerikanske folk. Vi ved, at der var unge amerikanere, som ofrede deres liv for at befri os for nazismens terror. Det er ret naturligt, at vi er på USA's side«, sagd Otto Schily.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























