Lussing til CDU i Berlin

Lyt til artiklen

Det konservative CDU fik den største lussing i partiets historie, mens forbundskansler Schröders socialdemokrati SPD vandt søndagens delstatsvalg i Berlin. CDU gik 17 procentpoint tilbage, fik kun 23,5 pct. af stemmerne og er nu kun det næststørste parti i Berlin. Det endelige valgresultat viste før fintællingen af stemmerne, at SPD fik 29,7 pct. mod 22,4 pct. ved det forrige valg i 1999. Dermed kan den regerende socialdemokratiske overborgmester, Klaus Wowereit, forblive i sit embede, men der hersker spænding om, hvilke partier han vil alliere sig med for at få flertal i Berlins delstatsparlament. Ex-kommunister buldrer frem Det reformerede østtyske kommunistparti PDS fik overraskende næsten lige så mange stemmer som CDU - over 22 pct. - partiets bedste resultat nogensinde ved et valg i det genforenede Tyskland. Op er det også gået for Det liberale parti FDP, der fik omkring 10 pct., efter at det ved det forrige valg i 1999 var faldet for spærregrænsen. Valget var det bedste for FDP i Berlin i 47 år. Miljøpartiet De Grønne gik noget tilbage og fik ni pct. af stemmerne. Partiet er gået tilbage ved alle valg, siden det blev regeringsparti i Schröder-regeringen i 1998. Spænding om samarbejde SPD vil enten danne en rød-gul-grøn regering med De Grønne og FDP eller indgå et samarbejde med PDS, hvilket ville være et omstridt og opsigtsvækkende skridt. Wowereit udelukkede søndag ikke et samarbejde med PDS, der fik næsten hver anden stemme i det østlige Berlin. »Alt kommer an på det politiske indhold i de kommende forhandlinger«, sagde SPD-lederen til Ritzau. Et samarbejde mellem SPD og CDU har Klaus Wowereit på forhånd helt udelukket. Pres på Merkel CDUs markante nederlag er en ørefigen til CDU-lederen Angela Merkel og kan føre til hendes fald, når de kristelige demokrater skal finde en konservativ kanslerkandidat næste år. Merkel sagde ifølge Ritzau selv på valgaftenen, at valget ikke skader CDU på landsplan. Advarer mod PDS Partiet for Demokratisk Socialisme (PDS) - har massiv opbakning i det østlige Berlin og kan for første gang komme til at spille en nøglerolle i hovedstadens regionale regering. CDU har kraftigt advaret socialdemokraterne mod et samarbejde med det stærkt venstreorienterede PDS i Berlin og ført en anti-kommunistisk kampagne, som har skabt en polariseret situation mellem de to store partier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her