Miltbrand lukker USA's kongres

Lyt til artiklen

Ialt 31 ansatte i administrationen samt politibetjente i Repræsentanternes Hus i Washington blev onsdag testet positive for miltbrand. Den amerikanske senator Tom Daschles kontor modtog i sidste uge en konvolut, som indeholdt miltbrandbakterier. Senator Joseph Lieberman sagde, at de »ansatte nu modtager den nødvendige behandling«. At man er testet positiv for sygdommen er dog ikke det samme, som at man udvikler sygdommen. Miltbrandbakterier hos guvenør Senere onsdag oplyste tv-station NY1 News, at der nu er fundet små mængder miltbrandbakterier i den bygning, hvor guvernør George Pataki har sit kontor i New York. Ifølge tv-stationen blev bakterierne fundet i det ellers sikrede område af bygningen, som New York State Police bruger. Pataki har kontor på 38. og 39. sal, og de to etager blev efterfølgende afspærret. Miltbrand i ventilationssystem I første omgang troede efterforskere, at de ansatte på den amerikanske senator Tom Daschles kontor var blevet udsat for bakterierne i forbindelse med et brev med bakterier i, som senator Tom Daschle modtog mandag. Men onsdag stod det ifølge formanden for Repræsentanternes Hus, Dennis Hastert, klart, at der også var fundet miltbrandsporer i det fælles ventilationssystem. I Kongressens postrum blev der også fundet sporer, og alle, der har været udsat for bakterierne, bliver nu behandlet med antibiotika for at forhindre sygdommen i at udvikle sig. Repræsentanternes Hus vil være lukket indtil tirsdag, og i mellemtiden bliver det minutiøst gennemgået af sundhedsmyndighederne. Bistand på 1,5 milliarder dollar Samtidig bad den amerikanske præsident, George W. Bush, om yderligere 1,5 milliard dollars (12,3 mia. kr.) til at bekæmpe biologisk terrorisme. Talsmanden for det amerikanske sundhedsministerium, Tommy Thompson, sagde, at lidt over halvdelen af penge skulle bruges til at udvide det nationale lager af farmaceutiske produkter, og at resten af beløbet skal gå til fortsat at udvikle og opkøbe koppevaccine. Abortmodstandere under mistanke Frygten for et biologisk terrorangreb med miltbrandbakterier har skabt en sand stormflod af anmeldelser i USA. 2.300 privatpersoner, firmaer og organisationer har ifølge tv-stationen CNN meldt til politiet, at de har modtaget post med et mistænkeligt indhold. Hidtil har politi og efterretningsvæsen mistænkt den saudi-arabiske terroristleder Osama bin Laden for at stå bag et biologisk angreb, men tirsdag dukkede muligvis et helt nyt spor op: I de seneste dage har 110 abortklinikker i 13 amerikanske stater modtaget breve indeholdende et pulver, som nu analyseres. Abortorganisationen Planned Parenthood er hadet af fanatiske abortmodstandere, som i årenes løb har rettet blodige attentater mod organisationens klinikker. Flere af brevene indeholdt meddelelser fra den amerikanske terrorgruppe 'Guds Hær', som har påtaget sig ansvaret for adskillige af attentaterne. Ofre fortalere for abort Mistanken forstærkes af, at Senatets leder, Tom Daschle, og tv-stationen NBCs studievært, Tom Brokaw, har modtaget lignende breve. Begge er fortalere for abort. Brevene var skrevet med samme håndskrift og afsendt fra Trenton i New Jersey. Frygten for miltbrandangreb har også ført til et utal af falske alarmer i resten af verden - blandt andet i Israel, Frankrig, Tyskland og Cypern.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her