Den amerikanske regering udlovede i går en dusør på en million dollar (ca. 8,25 mio. kr.) for oplysninger, der kan føre til en opklaring af, hvor-fra brevene med miltbrandsmitte kommer. Ca. 3.300 mennesker er blevet undersøgt for, om de har pådraget sig sygdommen, men indtil i går var der kun seks, der havde fået konstateret, at de har den potentielt dødelige sygdom. Hidtil er en enkelt mand i Florida død af miltbrand, men der er blevet konstateret sygdomsfremkaldende miltbrandsporer i New York på tre fjernsynsselskabers nyhedsafdelinger og guvernør George Patakis kontor. Det er lukket indtil onsdag. De sygdomsfremkaldende sporer er også konstateret i Florida og USA's lovgivende forsamling i Washington. Forskellige signaler Trods det beskedne antal smittede, der er blevet konstateret, har nervøsiteten bredt sig i det amerikanske samfund. Det skyldes ikke mindst, at offentligheden har fået forskellige signaler fra magtens centrum - regeringen og den lovgivende forsamling i Washington. Torsdag blev der arbejdet normalt i Senatet, mens Repræsentanternes Hus på den anden side af rotunden i bygningens centrum var lukket og ikke vil blive åbnet før på tirsdag. Det var lederen af Senatets demokratiske flertal, Tom Daschles kontor, der modtog brevet, der indeholdt miltbrandsporer. 33 fra hans stab har været udsat for smitten, men ingen af dem er hidtil blevet syge. Lukning øger uro Der har ikke være lignende breve til medlemmer af Repræsentanternes Hus, og lederen af det republikanske flertal i huset, Dennis Hastert, blev i går voldsomt kritiseret for at have lukket huset indtil tirsdag. Kritikere siger, at beslutningen øger uroen i befolkningen. Forsigtighed kan være med til at oppiske en følelse af panik, som det blev sagt. Flere senatorer mindede i går om, hvad præsident Franklin Roosevelt sagde under depressionen i 1933: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv«. Det var netop for at berolige amerikanerne, at præsident Bush torsdag som planlagt tog til Kina i stedet for at blive hjemme på grund af den nye form for terrorisme. Dæmper frygten I New York søgte borgmester Rudolph Guiliani at dæmpe frygten ved at henvise til, at befolkningen i London under de tyske bombardementer under Anden Verdenskrig fortsatte med deres normale tilværelse. »Vi bliver ikke bombet hver dag, så vi kan være lige så modige som dem«, sagde Guiliani. De tilbageværende medlemmer af regeringen under ledelse af den nye minister for 'forsvar af fædrelandet', Tom Ridge, søgte i går at berolige befolkningen. Ridge blev udnævnt efter terrorangrebene 11. september. Det bliver hans opgave at koordinere bestræbelserne på at bekæmpe terrorisme. Generaldirektøren for postvæsenet oplyste, at alle husstande i USA i løbet af de kommende dage vil modtage en brochure, der forklarer, hvordan befolkningen skal forholde sig til deres post, og hvilke advarselstegn de skal være opmærksomme på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























