Den israelske regering er utilfreds og chokeret over udtalelser fra udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Lykketoft drog efter mordet på Israels turistminister, den stærkt højrenationale Rehavam Zeevi, paralleller til de likvideringer, Israel foretager på palæstinensere i de israelsk-besatte områder, Vestbredden og Gazastriben. »Man kan ikke sammenligne mord på terrorister med et mord på en politisk valgt minister«, siger Victor Harel, vicegeneraldirektør for Europa i det israelske udenrigsministerium, til Ritzau. »Vi har modtaget snesevis af kondolence-telegrammer fra Europa. Men vi er chokeret over Lykketofts udtalelser«, siger Harel, der har bedt den israelske ambassade i København om at meddele dette til Lykketoft. Fordømte mord Lykketoft sagde, at »politiske mord i dette område ikke er noget nyt«, og han fordømte alle politiske mord, herunder den israelske regerings mord på palæstinensiske ledere i bl.a. grupperne Hamas og Folkefronten til Palæstinans Befrielse (PFLP), hvis leder blev myrdet i august. PFLP har taget skylden for mordet på Zeevi uden for et hotel i Jerusalem. Avisen Jerusalem Post citerede fredag en unavngiven højtstående regeringsembedsmand i Jerusalem for at betegne Lykketoft som 'antisemit', men denne betegnelse tager Victor Harel stærkt afstand fra. »Jeg forstår ikke, at nogen kan sige sådan. Det, der her er tale om, er politisk uenighed, og det skal ikke gøres til personspørgsmål. Israel regner ikke Lykketoft for antisemit. Det har jeg også meddelt Danmarks ambassade i Israel«, siger Harel. Ifløge Jerusalem Post er den israelske ambassadør i Danmark, Carmi Gillion, blevet instrueret til at overbringe Israels »markante holdning« til sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























