Præsident George W. Bush sagde fredag, at han har fået »stærk opbakning« til kampen mod terrorismen fra den kinesiske præsident, Jiang Zemin, under deres første møde nogensinde. Men alt er ikke idyl mellem de to giganter, verdens stærkeste militærmagt og verdens folkerigeste nation. Kontakten mellem USA og Kina er alligevel præget af en varmere stemning end i foråret, hvor forholdet var noget betændt blandt andet på grund af problematikken omkring USA's planlagte missilskjold. Terrorangrebet mod USA 11. september har ændret billedet. Mødet fandt sted i Shanghai, byen, der er blevet udstillingsvindue for den hurtigtvoksende kinesiske økonomi. Her er lederne af landene omkring Stillehavet samlet til et økonomisk topmøde i stillehavsorganisationen APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation). Terror skygger for økonomi Men den amerikanske præsident kom to dage i forvejen for at overtale landenes ledere til at støtte koalitionen mod terrorismen. Dette spørgsmål overskygger nu den økonomiske dagsorden på mødet. De kinesiske ledere er lidt skuffede over denne udvikling. De havde gerne set, at mødet fokuserede på økonomien, så de blandt andet kunne bryste sig af deres egne fremskridt på dette område. Samtidig var det tydeligt, at Jiang Zemin fredag nød at blive gjort kur til på hjemmebane af den amerikanske præsident og at stå i centrum på den verdenspolitiske scene. Under en fælles pressekonference med Jiang Zemin sagde George W. Bush: »Kina står ved det amerikanske folks side i kampen mod terrorismen«. Han sagde også, at de ville bestræbe sig på at nå til enighed om, hvordan problemet skal håndteres, og at han har fået »stærk opbakning« fra den kinesiske leder. Kina ønsker hovedrolle for FN Men Jiang Zemin påpegede nøje: »Vi håber, at angrebene mod terrorismen har klart definerede skydeskiver, at de træffer deres mål, og at ingen uskyldige bliver dræbt«. Han understregede også, at FN bør spille en hovedrolle i kampen mod terrorismen. Det skulle gerne garantere Kina en indflydelse, eftersom landet er permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd. Bush strøg heller ikke sin forhandlingspartner med hårende. Han forsøgte at skabe bekymring hos de grupper, der overvåger menneskerettighederne, ved at sige til Jiang Zemin, at kampen mod terrorismen »aldrig vil få lov til at tjene som undskyldning for at forfølge minoriteter«. Det var en åbenlys hentydning til Kinas hårdhændede behandling af blandt andet de muslimske grupper i den vestlige del af landet. Kilde til kontrovers Et spørgsmål, som forbliver en kilde til kontroverser mellem Kina og USA, er Taiwan. Da Bush tiltrådte som præsident, sagde han, at USA ville forsvare Taiwan »med alle midler«, underforstået - hvis Kina skulle forsøge at gennemtvinge en genforening med militære midler. Fredag sagde Jiang Zemin til sin amerikanske gæst, at alt er godt, »så længe USA holder sig til princippet om et Kina, en hentydning til, at han frygter, at USA skal nærme sig Taiwan alt for meget. Taiwanesere forlod møde At spørgsmålet er betændt, blev understreget fredag, da Taiwans repræsentanter begyndte at forlade mødet i protest. Fra hovedstaden Taipei udtrykte Taiwans præsident Chen Shui-bian sin misfornøjelse over ikke at være indbudt, og at de ikke fik lov til selv at vælge, hvilken regeringsrepræsentant, de ville sende. Han sagde også, at Kina ydmyger taiwaneserne. Blandt andet afbrød den kinesiske udenrigsminister Tang Jiaxuan en taiwanesisk delegat ved et formøde. Chen Shuibian advarede om, at disse hændelser kan skade de fremtidige relationer. Taiwan havde villet sende den tidligere vicepræsident Li Yan-zu til topmødet. Men Kina sagde, at APEC har klart definerede regler om, at Taiwan kun kan repræsenteres af økonomi- eller finansministre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























