EU-lande er enige om regler mod hvidvask

Lyt til artiklen

Advokater og revisorer skal have pligt til at sladre til myndighederne, hvis de får mistanke om, at en klient deltager i hvidvask af penge. Embedsmænd fra de 15 EU-lande er enige om et lovforslag, der vil føre til en kraftig stramning af de eksisterende regler mod hvidvask i EU. Forslaget skal dog først vinde opbakning i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Fremskyndet af terror Opstramningen af indsatsen mod hvidvask har været længe undervejs i EU-systemet, men efter terrorangrebene mod USA 11. september har de 15 medlemslande lovet hinanden og den amerikanske regering, at de vil sætte fuld fart i vedtagelsen af de nye regler. Hidtil har EUs fælles regler om hvidvask kun omfattet virksomheder i den finansielle sektor, som har pligt til at indberette mistænkelige transaktioner til myndighederne. Men med de nye regler vil også revisorer, ejendomsmæglere, advokater og andre juridiske rådgivere få pligt til at gå til myndighederne, hvis de får mistanke om, at en kunde hvidvasker ulovlige indtægter. Parlamentet stritter imod EU-landene og EU-kommissionen håber, at deres kompromisforslag er spiseligt for Europa-Parlamentets medlemmer af det forligsudvalg, hvor forhandlingerne om hvidvaskloven foregår. Over en tredjedel af parlamentets 14 medlemmer af forligsudvalget er selv advokater, og de har strittet kraftigt imod, at advokater skal deltage i indsatsen mod hvidvask. Det samme har Advokatsamfundet i Danmark, som mener, at advokater bryder deres tavshedspligt, hvis de »sladrer« om klienters eventuelle ulovligheder. Lægger sig op ad stramme britiske regler Ifølge det engelsksprogede lovudkast skal en advokat anmelde en klient, hvis advokaten »ved«, at der foregår hvidvask. Ifølge britiske jurister er udtrykket »ved« på engelsk så rummeligt, at det også dækker situationer, hvor advokaten har mistanke om, at der sker hvidvask. Storbritannien har de skrappeste regler mod hvidvask i EU og har villet sikre sig, at de fælles EU-regler ikke bliver så slappe, at briterne må slække deres lovgivning. Og det er ikke tilfældet med den nuværende lovtekst, vurderer de. Dansk tilfredshed I Økonomiministeriet i København er kontorchef Torben Garne også tilfreds med direktivet i dets nuværende skikkelse. »Vi vil gerne have de så bredest mulige rammer for at bekæmpe hvidvask«, siger Torben Garne. Så snart EU-direktivet bliver vedtaget, vil Økonomiministeriet gå i gang med at forberede et danske lovforslag, der skal indføre hvidvask-reglerne i dansk lovgivning. Regeringen har endnu ikke besluttet, hvordan advokater og revisorer skal anmelde mistænkelige transaktioner til myndighederne. Det kan enten ske direkte eller via et brancheorgan, så rådgiverne slipper for selv at kontakte myndighederne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her