Selvcensur i amerikanske medier

Lyt til artiklen

Mens det er lykkedes Det Hvide Hus at indgå en aftale med USA's største tv-stationer om, at de begrænser transmissioner, som viser Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk, vækker opfordringen til medie-selvcensur ikke genklang i Europa. I går sagde en talsmand for Tony Blair, at det er helt op til de britiske tv-stationer selv at afgøre, om de vil vise tv-reportager med taler fra bin Laden eller hans allierede. Herhjemme ønsker hverken Danmarks Radio eller TV 2 at følge i de amerikanske tv-stationers fodspor. Onsdag morgen kontaktede præsident Bushs sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, USA's fem største tv-stationer for at advare dem om, at de seneste tv-optagelser med bin Laden og hans talsmand, Sleiman Abou- Gheith, i bedste fald er farlig propaganda, i værste fald indeholder kodede meddelelser til såkaldte sovende terroristceller om at udføre nye angreb mod USA. Umiddelbart har både ABC, CBS, NBC, Fox News Channel og CNN vist forståelse for henvendelsen fra Det Hvide Hus - i hvert fald har ingen af dem valgt at tolke den som et forsøg på censur af de amerikanske medier. »Dette er en ny situation, en ny krig og en ny form for fjende. På grund af den historiske begivenhed, som vi er en del af, er det passende at finde nye måder, hvorpå vi kan leve op til vores ansvar over for offentligheden«, som CBS' præsident, Andrew Heyward, efterfølgende udtrykte det over for New York Times. Besværlig situation Situationen har tydeligt illustreret tv-stationernes problematiske forsøg på at lade offentligheden følge med i Bushs krig mod terror uden samtidig at bringe sikkerheden i fare. Og det selvom tv-stationerne ikke anser det for videre sandsynligt, at optagelserne af al-Qaeda-talerne, som stammer fra den arabiske tv-kanal al-Jazeera, skulle indeholde kodede meddelelser. Danske medier siger nej til censur Den offensive indsats fra Det Hvide Hus har ikke overbevist Lisbeth Knudsen, nyhedsdirektør på Danmarks Radio, der adskillige gange har vist Osama bin Ladens tale umiddelbart efter USA's angreb på Afghanistan. »Jeg kan godt forstå, at situationen i USA er så højspændt, at man ser en risiko ved alting. På den anden side er det dybt problematisk, når et land, som i den grad forsvarer ytringsfriheden, begynder at appellere til selvcensur hos medierne. Det her handler mere om at styre en propagandakrig end om bekymring for krypterede meddelelser«, vurderer Lisbeth Knudsen. Hendes kollega på TV 2, Jens Gaardbo: »Der er ingen ændringer i vores redaktionelle dispositioner, bortset fra at vores kritiske sans er tidoblet, fordi vi forudsætter, at begge parter i denne situation forsøger at lyve. Det er almindelig anerkendt, at det er en måde at føre krig på«, siger han. I går meddelte mediemogulen Rupert Murdoch, der blandt andet står bag Fox News Channel, at hans tv-koncern er villig til at droppe optagelser af bin Laden, hvis der er bekymring for, at de indeholder kodede beskeder til terrorister. »Vi vil gøre hvad som helst for at leve op til vores patriotiske forpligtelser«, siger Rupert Murdoch.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her