Amerikanske og britiske diplomater har i stærke vendinger belært Kosovas mest indflydelsesrige politikere om, at propaganda for uafhængighed op til valget til en midlertidig parlamentarisk forsamling 17. november vil blive set som en fjendtlig handling imod USA. Centralt placerede kilder siger til Politiken, at det skete på et møde i denne uge, som den moderate leder Ibrahim Rugova samt Hasim Thaci, Ramus Haradinaj og Agim Ceku, tidligere ledere af guerillabevægelsen UCK og nu ledere af militante partier, var indkaldt til. Formaninger De blev formanet om i stedet at føre en valgkamp med fred, demokrati, etnisk samarbejde og forsoning som hovedtemaer og gjort klart, at de vil blive internationalt isolerede, hvis de ikke følger de britisk-amerikanske retningslinier. De blev også formanet om, at al smugling af våben fra Kosova til albanske oprørere i Makedonien må »standses helt og holdent«. Det var en besked til Thaci, Haradinaj og Ceku, der alle har været under anklage for at levere skyts til krigen i Makedonien. Selv om de fire toppolitikere strides i valgkampen, var de fælles om at være dybt chokerede efter den diplomatiske overhaling fra de to lande, som nu vil have ro i andre konfliktcentre under deres offensiv imod Afghanistan. »De var så hvide i hovederne som væggen«, siger en kilde. En anden kilde bruger den modsatte ende af farveskalaen og siger: »De gik helt i sort«. Håbede på USA Kosovas albanske politikere har hidtil set USA som deres primære støtte i kampen for selvstændighed, mens de har set europæerne som mere fodslæbende. Ibrahim Rugova, den mest samarbejdsvillige blandt dem, frygter formentlig at tabe sit store forspring i valgkampen, hvis han tier om selvstændighed, som han nu har fået besked på af USA. De tre øvrige er under et ekstra vestligt pres, da FNs krigsforbryderdomstol i Haag undersøger anklager imod dem for forbrydelser imod serbere. FN: Tommelskruer sandsynligt Suzan Manuel, talskvinde for FN-administrationen UNMIK i Pristina, siger, at hun ikke har kendskab til det omtalte møde, men finder det »yderst sandsynligt«, at USA nu sætter tommelskruerne på albanske politiske ledere. »Amerikanerne har i det seneste år konstant advaret dem om, at selvstændighed ikke kan realiseres så hurtigt, som de ønsker. Jeg ved ikke præcist, om amerikanerne denne gang smækkede døren helt i for selvstændighed eller bare sagde 'for tiden'«. Til spørgsmålet om, hvorvidt UNMIK gør noget for at standse brugen af selvstændighedstemaet i valgkampagnen, siger hun: »Det kan vi ikke, men de ved, at vi opfatter det som øregas. De kan propagandere for, hvad de vil, bare det ikke er voldeligt, men de har fået klart at vide også af UNMIK, at det ikke er det, dette valg handler om«. Tropper flyttes Den diplomatiske offensiv vil formentlig gå hånd i hånd med overflytning af amerikanske styrker fra Kosova til den ventede landoperation i Afghanistan og udskiftning med europæiske styrker. En amerikansk officer siger til Washington Post, at USAs 5.300 soldater i Kosova og 3.600 i Bosnien »vil blive udnyttet, fordi de kan flyttes hurtigt. Desuden er de allerede uddannet og sikkerhedsclearet, de er vaccineret og har klaret testamenter og andet papirarbejde«. Det vil givet blive hilst velkommen af regeringen i Beograd, at albanske politikere i Kosova får tommelskruerne på. Protektorat Viceministerpræsident Nebojsa Covic protesterede forleden til UNMIK over alle albanske partiers valgkampagne for selvstændighed som åbent brud på FNs resolution 1244, der slår fast, at Kosova forbliver en del af Serbien. Covic gjorde klart, at Beograds Koordinationscenter for Kosova, som han leder, »ikke er en parallel magtstruktur«, men den øverste statslige myndighed i provinsen. Men så meget vand på Beograds mølle er den amerikansk-britiske offensiv imod selvstændighedstale heller ikke. Kosova forbliver et internationalt protektorat også efter valget. »Serberne vil føre kampagne om, at Kosovo forbliver en del af Serbien. Det ved vi heller ikke om holder stik«, siger Manuel. Og det er endnu uklart, om det serbiske mindretal i Kosova overhovedet stemmer ved det forestående valg. Beograd har som betingelse krævet, at alle fordrevne serbere kan vende sikkert tilbage, og at forsvundne serberes skæbne opklares. Blanke serbiske stemmer De fleste af Kosovas serbere i og uden for provinsen vil formentlig afholde sig fra at stemme, hvis Beograd ikke opfordrer dem til det. »Sådan er det desværre. Og desværre spiller vi med ved i realiteten blot at anerkende Beograds kontrol med deres hjerter og sind«, siger Manuel. Til Beograds krav om indrømmelser siger hun: »Indrømmelser er noget sludder at tale om. Vi arbejder konstant med at øge sikkerheden for serberne og opsporing af forsvundne. Det er simpelthen vores pligt og bør ikke gøres til betingelse for at stemme«. Meningsløs »Når den nyvalgte parlamentariske forsamling træder sammen, vil den måske erklære uafhængighed, men det vil være helt meningsløst, for Kosovas endelig status vil ikke blive afgjort af det organ«, siger Suzan Manuel. Men det er tvivlsomt, om det lykkes USA og Storbritannien at standse propagandaen for selvstændighed. For de fleste albanere i Kosova synes det at være selve valgets omdrejningspunkt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























