Den britiske journalist Yvonne Ridley vil blive stillet for en afghansk domstol for at have befundet sig illegalt i landet. Det oplyser den afghanske nyhedstjeneste torsdag. »Hun vil blive retsforfulgt, fordi hun brød vort lands love ved at krydse grænsen uden tilladelse«, bliver Taleban-bevægelsens udenrigsminister Abdur Rahman Zahid citeret for at have sagt. Journalistens sag er under efterforskning, og det betragtes som irrelevant, at hun opholdt sig i landet som journalist, oplyser udenrigsministeren videre. Den 41-årige Yvonne Ridley, der arbejder for den britiske avis Sunday Express, blev pågrebet sammen med sine to guider, da hun iklædt den traditionelle, altdækkende burka befandt sig tæt på byen Jalalabad.
Britisk journalist for afghansk domstol
Lyt til artiklen