Det internationale samfund har givet tilsagn om en omgående humanitær bistand på 600 millioner dollar (næsten 4,9 mia. kr.) for at afværge en menneskelig katastrofe i Afghanistan. Det sagde FN-undergeneralsekretær Kenzo Oshima lørdag i Genève. Oshima sagde ved afslutningen af en bistandskonference, at hjælpen skal bruges til at bedre levevilkårene for op mod 7,5 millioner mennesker i de kommende seks måneder. Op mod 1,5 mio. afghanere på flugt FN-repræsentanten opfordrede samtidig det afghanske Taleban-styre til at give internationale hjælpearbejdere uhindret og sikker adgang til de nødlidende. På grund af forventningen om en umiddelbart forestående militæraktion mod Afghanistan og den snarlige vinter spår FNs flygtningeorganisation, at op mod 1,5 millioner afghanere vil flygte til nabolandene. 22 FN-medlemslande deltog i todages mødet i Genève. Danmark har lovet at yde 110 millioner kroner og er rede til at give flere penge oveni de 75 millioner kroner, som allerede er ydet i år, oplyste udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) torsdag.
600 mio. dollar til Afghanistan
Lyt til artiklen