Unicef: Børn vil dø af kulde

En afghansk familie i en flygtningelejr i Zahedan nær den iranske grænse. - Foto: AP
En afghansk familie i en flygtningelejr i Zahedan nær den iranske grænse. - Foto: AP
Lyt til artiklen

FN's Børnefond, Unicef, har allerede sendt de første seks fly af sted med nødhjælp til de mange børn i Afghanistan, der er truet af hungersnød, sygdomme og den kommende vinter. Men de 300 ton tæpper, tøj, vand og medicin er langtfra nok til at dække det akutte behov. »Vi skal have rejst penge i løbet af den næste uge for at kunne fortsætte arbejdet. For at klare de næste seks måneder skal vi bruge omkring 300 millioner kroner, og det er formentlig ikke engang nok«, siger franskmanden Eric Laroche, der er ansvarlig for Unicefs arbejde i Afghanistan. Fredag var han på besøg i København, hvor han redegjorde for den humanitære krise i Afghanistan. Børnene i Afghanistan mangler tøj, sko, tæpper og mad. Mange af dem vil dø af sult og sygdom, men endnu flere vil formentlig dø af kulde. I øjeblikket lever mange under plastikpresenninger, og når temperaturen om nogle uger bliver minus ti grader, kan de ikke overleve mere end et par timer. »Det er formentlig det værste land at leve i netop nu«, siger Eric Laroche. På trods af den kritiske situation i Afghanistan har Unicef stadig 67 lokale hjælpearbejdere i landet, som frivilligt har valgt at blive for at hjælpe børnene. På grund af Talebanstyrets modvilje er det svært at få nødhjælpen frem til de interne flygtningelejre, men Eric Laroche er i daglig kontakt med Taleban for at høre, om Unicef kan komme igennem. Generaldirektøren for Unicef Danmark, Steen Andersen, oplyser, at Unicef Danmark er begyndt at få penge ind fra den indsamlingskampagne, som netop er sat i gang. Han har endnu ikke overblik over, hvor stort et beløb danskerne samlet set bidrager med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her