Det belgiske militærorkester, der onsdag bød Ruslands præsident, Vladimir Putin, velkommen til Bruxelles, spillede den samme russiske nationalsang som i de gamle Sovjet-dage. Men tonerne fra Ruslands præsident var helt nye. Efter møder med topfolkene fra både EU og NATO åbnede Putin døren på klem for en udvidelse af NATO mod øst. Det sker efter at russiske ledere i årevis kategorisk har afvist muligheden, men udvidelsen vil ske, siger den russiske præsident. »I lyset af udviklingen er det klart. NATO vil blive udvidet. Der vil blive optaget nye medlemmer«, siger Vladimir Putin. Ingen blanko-check Men åbningen er langtfra en blankocheck. Putin ønsker, at NATO udvikler sig til i højere grad at blive en politisk organisation frem for en militær. »Hvis man ser på en udvidelse af NATO, kan man anlægge et helt nyt syn på det, hvis NATO antager en ny rolle og bliver en politisk organisation. Selvfølgelig vil vi genoverveje vores position med hensyn til en udvidelse, hvis vi føler, vi er involverede i processen«, siger Putin. Nærmest sensationel Seniorforsker, dr.scient.pol. Hans Mouritzen fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), kalder den russiske melding overraskende og nærmest sensationel. »Tidligere har alle russiske ledere afvist, at de baltiske lande ville kunne optages i NATO, men det tyder på, at holdningen blødes op. Putin siger ikke, at dørene står åbne, men han siger det med en vaghed, han ikke har gjort før«, siger Hans Mouritzen. Det er især terrorangrebet 11. september, der nu har bragt Rusland og Vesten endnu tættere på hinanden. Putin har ved flere lejligheder klart støttet USA's arbejde for at skabe en koalition mod terrorisme, og han gik onsdag så langt som til at sige, at NATOs brug af kapitel 5 i NATO-traktaten, den såkaldte musketered, var helt på sin plads. Netop kampen mod terror har stået øverst på dagsordenen under de mange møder mellem Putin og topfolk i både EU og NATO. Samarbejdet om sikkerhed i Europa har forandret sig afgørende efter 11. september, slog Putin fast, og Rusland er parat til at rykke endnu tættere på EU og NATO. I første omgang har EU og Rusland aftalt at afholde møder hver måned, og der vil ligeledes blive fyret op under samarbejdet mellem Rusland og NATO.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























