En højtstående NATO-embedsmand sagde lørdag, at Jugoslavien er velkommen til at tilslutte sig det såkaldte 'Partnerskab for Fred'-program, der er beregnet på at trække eks-kommunistiske stater ind i et tættere samarbejde med alliancen. Robert Serry, der er direktør for NATO-hovedkvarterets krisestyrings- og operationsdirektorat, sagde, at det nu er op til Beograd-regeringen at søge tilslutning til programmet. »Der har været en åben dør for Jugoslavien siden de demokratiske ændringer i Beograd for cirka et år siden«, fortalte han på en pressekonference i Beograd. I oktober sidste år førte frie demokratiske valg til, at Slobodan Milosevic blev væltet som jugoslavisk præsident.
NATO: Jugoslavien velkommen i Partnerskab
Lyt til artiklen