Politiken tirsdag: Polens fjerde demokratiske parlamentsvalg siden systemskiftet i 1989 er både en sejr og en skuffelse for det postkommunistiske Demokratiske Venstreforbund, SLD. Det fik ifølge de foreløbige resultater langt de fleste stemmer, men ikke nok til at få over halvdelen af de 460 pladser i parlamentet. SLD under ledelse af Leszek Miller kommer med al sandsynlighed til at regere landet. Præsident Alexander Kwasniewski sagde i går, at han hellere vil se en mindretalsregering end en usikker koalition, og at han vil anmode Miller om at sammensætte et nyt kabinet, så snart officielle resultater er kendt. Kwasniewski har ligesom Miller en fortid i kommunistpartiet. Katastrofe Kwasniewskis erklæring var en indirekte opfordring til den siddende ministerpræsident Jerzy Buzek og hans AWS-regering om at trække sig. AWS er en sammenslutning af flere mindre partier, der alle har sine rødder i fagbevægelsen Solidaritet. Valget søndag var en katastrofe for denne sammenslutning, som for 12 år siden var den ledende kraft i Polens overgang til demokrati. Ifølge de foreløbige resultater kom den ikke over spærregrænsen. Det gjorde den ligeledes Solidaritetbaserede Frihedsunion heller ikke. Analytikerne forklarer nederlaget først og fremmest med Buzekregeringens dårlige økonomiske resultater som faldende bruttonationalprodukt og voksende arbejdsløshed. Også en række korruptionsskandaler har svækket Buzek og fået mange polakker til at stemme på den hidtidige opposition. Mangler 10 mandater SLD fik ifølge analyserne i går 41-42 procent af stemmerne, en del mindre end meningsmålingerne op til valget havde tydet på. Holder disse tal, de officielle ventes i morgen, vil postkommunisterne mangle ca. 10 mandater til at kontrollere parlamentet, Sejmen. Miller har ganske vist tidligere sagt, at hans parti ikke vil regere uden absolut flertal. Nu lyder han lidt mere åben over for en mulig koalition med et andet parti. Men han lyder først og fremmest skuffet. »Hvis det bliver bekræftet, at vores parti ikke vinder et flertal i parlamentet, vil vi få præcis den situation, vi har advaret imod. Vi bliver nødt til at søge en koalitionspartner, hvilket vil medføre vanskelige forhandlinger og tidsspilde. For at enes om en koalition bliver vi nødt til at indgå kompromiser, og det er meget svært«, sagde Miller i sin første kommentar til de foreløbige resultater. Koalitionspartner Den mest nærliggende partner for SLD er bondepartiet PSL. De kender hinanden fra 1993-97, da de regerede sammen. En koalition med andre partier er yderst usandsynligt, fordi de selv ventes at afslå et eventuelt tilbud. Den liberale Borgerplatform, PO, som ifølge de første tal blev nr. to ved søndagens valg, har allerede udelukket en koalition med postkommunisterne. PO, som har sine rødder i Solidaritet, ventes at få 66 pladser i Sejmen. Danner Miller en mindretalsregering, får han brug for POs støtte til næste års budget og de love, Polen skal vedtage som led i forberedelserne til EU-medlemskabet. POs hjælp bliver nødvendig, for op til en fjerdedel af pladserne i Sejmen kan gå til partier, som er kategorisk imod EU. Det er det radikale Selvforsvar og den ultrakonservative, dybt katolske Liga af Polske Familier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























