USA har indført omfattende sikkerhedsregler

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: På en normal dag er der konstant 4.000 passagerfly i luften over USA. På grund af de tragiske begivenheder i sidste uge er nogle af dem nu forsynet med specialuddannede, civilklædte vagter, der er bevæbnede og trænet i dødelig nærkamp. De skal forhindre, at fly bliver kapret, som det skete sidste tirsdag. Men det er langtfra alle fly, der bliver beskyttet på den måde. Der er mangel på disse specialuddannede marskaller, som de kaldes, fordi uddannelsen af dem er meget dyr. Men der er planer om at uddanne flere, så flere fly kan blive beskyttet. I mellemtiden håber justitsminister John Ashcroft, at flykaprere vil holde sig væk, fordi de ikke kan vide, hvilke fly der er beskyttet på den måde. Selve sikkerhedsprocedurerne ved indcheckningen er blevet strammet gevaldigt op. Indtil forrige tirsdag kunne man gå op i et indenrigsfly, som man går op i en bus i København. Først for et par dage siden fik flyselskaberne lov til at tage fragt og post med. Indsatsen i luften er blot en lille del af den indsats, der har til formål at forsvare USA mod ny terror. Den voldsomme indsats for at bekæmpe terror i USA har fået kælenavnet 'forsvaret af fædrelandet'. »Vi er blevet overfaldet på en måde, som det kontinentale USA aldrig har været ude for, og svaret er forsvaret af fædrelandet«, siger John Goheen, der er talsmand for nationalgarden. Netop nationalgarden spiller en betydelig rolle i forsvaret af fædrelandet. Dens reservister bevogter dæmninger og andre offentlige anlæg, kystvagten kontrollerer al trafik ind og ud af USAs større havne, både de kommercielle og fritidssejlernes trafik, og større offentlige forsamlinger præges af helikopterpatruljer i luften og bombesnusende hunde på jorden. Det er beskyttelsesforanstaltninger, der ikke er set siden Anden Verdenskrig. Omfattende sikkerhedssystemer Alle atomkraftværker og de fleste hydroelektriske dæmninger arbejder under de højeste sikkerhedsforanstaltninger. Overalt i landet er der indført nye sikkerhedssystemer for transport og fødevarer. Koncerter, sportsbegivenheder, kontorer og endog synagoger er her før helligdagene underkastet samme sikkerhedsforanstaltninger som lufthavnene. Rygsække, knive og andet, der kan bruges som våben, er forbudt mange steder. Lederne af amerikansk baseball har dekreteret, at der ikke må parkeres tættere end 35 meter fra stadion og beordret flere uniformerede sikkerhedsvagter, når der spilles, inspektion af stadion før kampene, og øget kontrol med de fødevarer, der er et led i baseball-kulturen. Kystvagten har lukket New Yorks havn for lystsejlere og border og undersøger alle fragtskibe, før de får lov at gå til kaj. Staten New Yorks lovgivende forsamling vedtog mandag en lov, der letter politiets muligheder for telefonaflytninger, hvis der er mistanke om terrorisme. Justitsministeren forbereder en omfattende, føderal lovgivning om, hvad politiet må, en lovgivning der har fået nogle til at tale om og protestere over, at USA bliver et Big Brother-land. Men indtil videre synes amerikanerne at acceptere forholdsreglerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her